En stor stemme, der blev alt for tidlig tavs

Janis Lyn Joplin, født den 19. januar 1943 i Port Arthur, Texas - død 4. oktober 1970 i Los Angeles, Californien som følge af en heroin overdosis, ville i dag være fyldt 80, men nåede kun en tredjedel af vejen. En stor og markant stemme i rockhistorien blev alt for tidlig tavs. Hun nåede knap otte aktive år som sanger og lejlighedsvis sangskriver, før det hele sluttede efter heftige burnouts i livets overhalingsbane. Det meste i Joplins tilværelse endte ekstremt og galt herunder forbruget af stimulanser, antallet af sexpartnere (både mænd og kvinder) samt udskiftningerne af musikere og bands.

Der foreligger vidt divergerende udsagn fra hovedpersonen selv og vidner til hendes tumultariske liv om, hvad der egentlig hændte, og hvor vidt hun var ugleset og udskreget som grim, dum og uduelig i teenagerårene og i de tidlige voksen år. Dog tyder det meste på visse kvaler i livet; problemer i skolen, alt for meget junk og sprut, udfordret selvbillede, perioder med ensomhed og selvvalgt isolation, hvor hun så sig selv som fejlcastet outsider, der søgte trøst i musikken og farlige fristelser samt allierede sig med for mange tvivlsomme personager, der ikke kun ville hende det godt, da succesen meldte sig for alvor i anden halvdel af 60’erne.

Stof-, dropout- og modkulturen i 60’erne og starten af 70’erne med dens tag selv bord af kulørte indre som ydre lamper, frigjorthed, narko, alkohol og konstant knald på musikken krævede sine ofre, og Janis Joplin blev en af dem. Hendes kraftfulde mezzosopran stemme og vildt vibrerende sceneshow gav kunstnerisk som kommerciel dividende i de bedste år og mest vellykkede stunder, men kostede undervejs, og meningerne om kvaliteten af den valgte backing live og i studiet var mildest talt delte.

Joplins force lå i krydsfelterne mellem blues, r&b, klassisk soul og psykedelisk rock. Hendes kurve var opadgående efter en dynamisk optræden under Monterey Pop Festivalen i midten af juni 1967, den såkaldte og berømmede Summer of Love. Sammen med det San Francisco lokaliserede band Big Brother and the Holding Company indspillede Joplin de to første studiealbums Big Brother & the Holding Company (1967) og Cheap Thrills (1968), der indeholder markante fortolkninger af Gershwins udødelige Summertime, soulhittet Piece of My Heart og Big Mama Thorntons Ball and Chain.

I Got Dem Ol' Kozmic Blues Again Mama (1969) blev Joplins første egentlige soloudgivelse, og den eneste hun nåede at opleve frugterne af før sin død og efter at have forladt Big Brother and the Holding Company. Albummet fra 1969 bød på helstøbte sange som Try (Just a Little Bit Harder), To Love Somebody (skrevet af brødrene Gibb fra Bee Gees) og Nick Gravenites’ Work Me, Lord. Joplin blev her bakket op af et mindre big band inklusiv hornsektion.

Året efter stod et nyt hold klar bag Joplin, Full Tilt Boogie Band, som hun turnerede og indspillede med frem til oktober måned 1970. Blæsergruppen var fortid under arbejdet med Joplins svanesang Pearl, der udkom posthumt januar 1971. ‘Freedom's just another word for Nothing left to Lose' lød det i Me and Bobby McGee inkluderet på Kris Kristoffersons debutalbum, der blev udsendt april 1970 med den prunkløse titel Kristofferson. Me and… blev udødeliggjort af Janis Joplin trekvart år senere på Pearl, der udkom samme måned som singlen med hendes noget mere rockede version, der røg til tops i USA.

Inden da var Joplin som bekendt blevet en del af 'klub 27’, og Kristofferson fik sågar først nys om fortolkningen efter hendes bortgang. Pearl er Joplins nok mest gennemarbejdede satsning trods ustabilitet og excessive udskejelser, der stod på, mens albummet kom i kassen, en proces der strakte sig frem til dødsdagen den 4. oktober 1970. Joplin overværede således ikke sin største succes til dato. Pearl er meget andet end fortællingen om Bobby McGee og indeholder stærke skud som Joplins egne Move Over og a capella hittet Mercedes Benz (med Bob Neuwirth og Michael McClure), Cry Baby og Get It While You Can.

Mytologien omkring Janis Joplin som menneske og musikskabende kunstner er holdt i live frem til vor tid ved hjælp af stribe liveudgivelser, opsamlingsalbums, dokumentarudsendelser og film, hyldestsange, biografier med og uden slibrigt kompromitterende detaljer om sexorgier, stimulansindtag og brugte nåle overalt, musicals samt teateropsætninger. Der er nok at give sig i kast med, kan man ikke få nok af kvinden med den vulkaniske vokal, når det hele kogte og kørte for hende.

Dokumentarfilmen Janis: Little Girl Blue (2015) instrueret af Amy J. Berg er ganske anbefalelsesværdig og tegner et kritisk kærligt portræt af en sanger med et enormt og langtfra udnyttet potentiale, der desværre ikke forvaltede det efter fortjeneste. Janis Lyn Joplin, født i Texas, der i kropsvægt gik fra overvægtig til udpint junkietynd, havde og udlevede the blues på så godt som samtlige parametre. Højdepunkterne har vi heldigvis stadig i behold. Æret være Janis Joplins minde.