To personer der læser i et svømmebassin

Kan man svømme en bog?

​​​​​​​Ja, det kan man faktisk.

Det mener de i hvert fald i TSK - Thyregod Svømmeklub, hvor man har indgået et unikt samarbejde med Vejle Bibliotekerne om at tilbyde svømning med en lydbog i ørene. Konceptet hedder ”Svøm en bog” og det er stadig muligt at melde sig til holdet, der starter op den 6. oktober.

Nogle gange kan det være godt at prøve noget nyt, som fx at kaste sig ud i en helt ny fritidsinteresse. Og nogle gange kommer der værdifuldt ud af at gøre ting på andre måder, end vi er vant til.

Derfor kaster TSK - Thyregod Svømmeklub sig nu ud i en helt ny genre inden for svømmesporten. Faktisk så ny, at det aldrig har været prøvet før. Klubben har nemlig indgået et samarbejde med Vejle Bibliotekerne, Vejle Kommune og DGI Sydøstjylland om konceptet ”Svøm en bog”, som er en kombination af svømning, højtlæsning og socialt samvær.

- Alle kan være med til ”Svøm en bog”, uanset svømme- og læseevner. Det handler bare om at være tilstede i vandet og lytte. Og hvem ved, måske finder du ud af, at du er meget bedre til at koncentrere dig om en tekst, når du får lov til at svømme i et bassin imens, siger Thomas Reffstrup, der er formand for TSK - Thyregod Svømmeklub.

Fælles oplevelse

Mens du svømmer, har du vandtætte høretelefoner på som afspiller en lydbog eller novelle som biblioteket har valgt. Svømmeoplevelsen bliver afsluttet med en samtale om teksten sammen. På den måde er ”Svøm en bog” inspireret af bibliotekets fælleslæsningshold.

- Fælleslæsning er en helt fantastisk måde at være sammen om litteraturen og starte en samtale på. Alle er lige, fordi man læser teksten sammen og fortolker den sammen. Og så bliver det spændende at se, hvilken betydning det har på vores indtryk af en tekst, når vi lige pludselig får tændt for nogle flere sanser under højtlæsningen, som vi gør under ”Svøm en bog”, siger Mette Høxbro, chef for Vejle Bibliotekerne.

Der svømmes til lydbogen i 45 minutter, hvorefter holddeltagerne klæder om og mødes over et stykke kage og en kop kaffe for at tale om teksten i Thyregod Fritidscenters lokaler.

Til anden svømmegang deltager forfatter Jesper Wung-Sung. Her får holddeltagerne, udover at lytte til og have en samtale om en af hans bøger, også har mulighed for at høre om hans forfatterskab.

Bygger bro mellem idrætten og litteraturen

Med ”Svøm en bog” mødes to stærke traditioner inden for idrætten og kulturen, og der er derfor både noget at hente for den fysiske og mentale sundhed. Og det mener visionskonsulent for Bevæg dig for livet i Vejle Kommune, Mette Schmidt-Laugesen, kan noget helt særligt, når det handler om at skabe nye fællesskaber og få flere i bevægelse.

- Det kan være et stærkt greb at bygge bro mellem idrætten og andre genrer som fx litteraturen, når vi skal få flere til at bevæge sig og meget gerne i fællesskab med andre. I ”Svøm en bog” er der både noget til hjernen og hjertet og det er det, der gør konceptet så fantastisk, siger Mette Schmidt-Laugesen, visionskonsulent for Bevæg dig for livet i Vejle Kommune.

Synes du, at ”Svøm en bog” lyder spændende, så kan du heldigvis stadig nå at tilmelde dig holdet, der starter tirsdag den 6. oktober. Holdet mødes en tirsdag hver måned frem til slut marts. Det er Vejle Bibliotekerne, der vælger teksterne til hver svømmegang og ud over en bibliotekar er der en livredder tilstede i hallen.

Du kan tilmelde dig ”Svøm en bog” på TSK - Thyregod Svømmeklubs hjemmeside.

Læs mere på Vejle Kommunes hjemmeside.

Kontaktinformation

Thomas Reffstrup, Thyregod Svømmeklub, tlf. 27 10 02 42
Maria Graversen, Vejle Bibliotekerne, tlf. 24 97 15 32
Mette Schmidt-Laugesen, Bevæg dig for livet i Vejle Kommune, tlf. 23 31 89 05