Foto i Det Kgl. Bibliotek
Foto i Det Kgl. Bibliotek

Kongen, Genforeningen - og pigen, der blev bagerjomfru i Vejle!

"Gud ske Lov for sin Naade mod os alle, som vi i Ydmyghed modtager. Lykkelige os, der oplevede en saadan Dag som Slægten haabede paa før os"

Således sluttede Kong Christian X optegnelserne i sin dagbog om begivenhederne i juli 1920, hvor han den 10. juli red over den gamle Kongeå-grænse ved Frederikshøj. En begivenhed, der var kulminationen på den folkelige og statslige markering af Nordslesvigs tilbagekomst til Danmark efter 56 år under tysk herredømme, og som samlet set blev det mest ikoniske symbol på Genforeningen.

Kong Christian X genvandt samtidig til fulde den popularitet og folkelige appel, som han til en vis grad havde sat over styr tidligere på året, da han i den såkaldte Påskekrise afsatte den siddende regering uden om det parlamentariske flertal, og dermed brød med et af de mest grundlæggende principper i Grundloven: At flertallet i Folketinget har magten, mens kongen udelukkende spiller en formel rolle som landets regent. 
Kong Christian X havde meget svært ved at acceptere, at Sydslesvig og Holsten var tabt som dansk territorium - måske ihukommende Kong Frederik VIIs berømte ord ved troppeparaden på Lerbæk Mark ved Vejle i 1848: "Det skal ej ske!" - og havde som minimum gerne set, at den nye grænsedragning var sket syd for den stærkt dansksindede by Flensborg. Sådan faldt det parlamentariske spil om Slesvig-Holsten så ikke ud, og i sidste ende vandt parlamentarismen over kongen, og den sejr kan vi i år således også fejre 100-års jubilæet for.

Symbolikken i kongens ridt over den gamle grænse blev ikke mindre af, at han red på en hvid hest, og derved levede op til den spådom, som den synske Jomfru Fanny i Aabenraa var kommet med så tidligt som i 1881:

"Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham."

Det var i øvrigt en iscenesættelse, som nær kunne være gået galt, idet kongen senere i Haderslev blev kastet af og sparket af en (anden) hest, og derfor måtte tilbagelægge resten af programmet i Sønderjylland i bil. Man kan levende forestille sig, hvordan en sådan episode ville være blevet tolket, hvis den var sket i ridtet over den tidligere grænse.



Men det var en helt spontan hændelse, der skulle gå hen og blive den stærkeste symbolik.
Kong Christian X beskrev det selv således i sin dagbog:

"Indtraf den 10' Juli kl. 8 til Kolding og kørte med Automobil til Taps, hvor vi besteg Heste og Vogne. Begrundet paa den stærke Tilstrømning nordfra, var Landevejen fra Taps Kro mod syd fyldt med jublende Tilskuere, saaledes at vi først ikke bemærkede selve Grænsen - jeg vidste nemlig ikke, at en Æresport, vi skulle passere, netop var rejst over Grænsestedet.
Men i det Øjeblik, jeg var kommet igennem den, fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg ikke var i tvivl om, at nu havde jeg passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet „vor Kung" lød uafbrudt.
Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig, med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykke paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig på Hesten.”


Det var et øjeblik, som greb alle de tilstedværende, og derefter hele Danmark, da billederne kom i aviserne landet over. Den lile pige blev i et nu selveste symbolet på Sønderjylland, akkurat som beskrevet i første og sidste vers i Henrik Pontoppidans digt fra 1918: 

"Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!"

"Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten, i Nytids-Morgenrøde!"


Man kan så på dette sted med rette spørge: Var alt nu også så rosenrødt og smukt, denne julidag i 1920? 
Og svaret må være: Nej, det var det ikke udelukkende. For der var selvfølgelig mange andre end kongen, der havde kunnet ønske sig et resultat, der strakte sig længere sydpå end Krusaa, ikke mindst blandt de 100.000 sønderjyder, der var mødt op til festlighederne i Dybbøl. Den sønderjyske leder H.P. Hanssen, der havde været fortaler for den aktuelle grænsedragning, blev også klogeligt afholdt fra at tage ordet.
Skønt forenet, så adskilt - og det gjaldt helt ned på det plan, hvor dansksindede - og nu også tysksindede familier - igen måtte leve på hver sin side af en ny grænse.
I dag kan denne opfattelse af det danske rige måske være svær at forstå, og nogle kan fristes til at spørge: Jamen, var de danskere, alle disse mennesker, helt nede i Holsten og Lauenborg med videre?  Men ja, det var de indtil 1864; de var alle danske statsborgere, uanset om de så kunne ønske sig en forening med Tyskland eller en forening med Danmark, og uanset om de betragtede dansk eller tysk som deres primære modersmål.
Engang var Danmark et land, hvor der blev talt både dansk, tysk og  norsk, uden at det ene blev betragtet som mere dansk end det andet. Det er f.eks. også værd at bemærke, at Altona, lige uden for Hamborg, faktisk både var Danmarks andenstørste by og vigtigste havneby - og samtidig endda en by, som mange, ikke mindst i Jylland, følte en større tilknytning til end København, i kraft af byens status som eksportcentrum. Ingen ville dengang heller have været i tvivl, om hvorvidt grev Rantzau på Rosenvold var dansk - eller for den sags skyld om familierne Reventlow eller Ahlefeldt var danske. Der ville heller ikke have været  nogen tvivl om komponisten Weyses danskhed - født i Altona og leveringsdygtig i bidrag til den danske kulturskat, som alle kender den dag i dag: "Det er så yndigt at følges ad", "I østen stiger solen op", "Nu titte til hinanden", "Den signede dag med fryd vi ser", og mange, mange flere ...

.Men tilbage til den festlige dag, den 10. juli 1920:

Den lille pige var Johanne Martine Braren, født Klippert, adoptivbarn hos pastor Jürgen Braren og Elisabeth Braren i Aastrup præstegård ved Haderslev. Elisabeth og Johanne var taget op for at se kongen ride over den gamle grænse, og kom i centrum af begivenheden, da Johanne ville række kongen en hvid og en rød rosenknop.

Johanne blev i 1935 gift med Jørgen Pedersen i Højer, og de flyttede til Vejle, hvor de havde et bageriudsalg i Staldgårdsgade. Så pigen på den hvide hest blev i en årrække bagerjomfru i Vejle!

Vil du læse mere om, hvordan Christian X spurgte, om han måtte få Johanne med hjem til København, og meget mere, så har Steffen Riis for Grænseforeningen skrevet en glimrende og omfattende artikel om både selve begivenheden og om Johanne i: 
Genforeningen 1920 - pigen på den hvide hest


PS: Men var hesten nu hvid, eller var den bare kalket? 
Nej, den var hvid. Rygtet blev startet af arveprins Knud, kongens yngste søn. Han erindrede at have fået noget hvidt på benet, da han havde ramt sin faders hest, og det blev hen ad vejen til myten om, at hesten var blevet kalket. Det er så heller ikke helt forkert, dog var det ikke kalk, der blev brugt. For hesten var en hvid albino, men eftersom den var blevet lidt snavset under turen til grænsen, så rengjorde man den - helt efter bogen. Nemlig ved at strigle den med pibeler, så den fremstod flot og hvid.

....

Lokalt om Genforeningen:

Til minde om Genforeningen blev der i tiden efter rejst ikke mindre end ca. 650 Genforeningssten i Danmark.
Heraf også en hel del i Vejle kommune. Se fotos og beliggenhed her i Jens Anker Ambirks oversigt: Danmarks Genforeningssten - Vejle 
 

Mere om Genforeningen:

Det kongelig Biblioteks udstilling, der bl.a. rummer punkterne:
Tidslinje
Det er muligt at skabe sig et kronologisk overblik over de mange begivenheder, der indledte genforeningen. Tidslinjen spænder over 56 år fra juli 1864, hvor Danmark mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, til 11. juli 1920, da Kongefamilien deltog i den officielle Genforeningsfest på Dybbøl.
Kvindekamp
Kvinderne var i høj grad med til at påvirke den danske kultur i Nordslesvig især under 1. Verdenskrig. På siden bliver man introduceret kvindernes rolle i kampen om at bevare den danske nationalfølelse.
Kulturel oprustning
I stedet for kanoner benyttede man sig af sprog, kultur og symbolik for at vinde den kulturelle kamp mellem nationerne. Her på siden kan brugeren blive klogere på jomfru Fannys drømmesyner, guldhornenes symbolik samt grænselandets mange sprog.
Er der en grænse?
Fortællingen om genforeningen giver ofte et indtryk af, at grænseændringen i 1920 var naturlig. Men så enkel er virkeligheden ikke. Sidens indhold inviterer til refleksion over, hvad en grænse er, og hvad den betyder for befolkningen på begge sider af grænsen.

Litteratursiden
Kulturredaktør på  Flensborg Avis Hans Christian Davidsen gennemgår i artiklen 'Genforeningen i skønlitterært perspektiv' genforeningenslitteraturen, der især er blusset op i nyere tid.

Danmarkshistorien.dk
Nyt tema om genforeningen - grænsedragning og afstemningen.

Faktalink
En glimrende oversigtsartikel om genforeningens baggrund, proces, betydning og videre perspektiv. 
Artiklen har desuden gode referencer til videre informationssøgning.

FilmCentralen
Samtidige filmklip om forskellige aspekter af Genforeningen.