Plakat fra cykelhistorien

Læs dig gennem byen på din cykel - sidste chance

05.10.18
Til og med mandag d. 8. oktober vil du kunne cykle og læse på samme tid – fra Fjordenhus til biblioteket. Det sikrer et samarbejde mellem Skriveklubben Vejle og Vejle Bibliotekerne.

30 plakater blev for godt en måned siden hængt op i lygtepæle langs en rute, som går fra Strandgade lige omkring Føtex, henover Nørretorv, Dæmningen, til højre ad Kirkegade, Blegbanken, hen langs Mariaparken, til venstre ad Flegmade og langs Boulevarden til Willy Sørensens Plads. På plakaterne kan du læse om det, du passerer, i et både historisk og nutidigt blik, og fortællingen blander sig med bybilledet og sætter en række tanker i gang. De vante omgivelser får i samspil med cykelfortællingen et andet skær.

I bunden af artiklen finder du Cykelhistorien i en samlet version indtalt af forfatteren eller som dokument. Du vil også finde et oversigtskort over ruten.

Det er digteren Yvonne Neseth Eriksen, som er forfatter på fortællingen. Den er oprindeligt opstået som en skriveudfordring i skriveklubben og har efter redaktionel sparring nået sin endelige form.

Opgavens benspænd var at skrive højst 30 tekster på op til 10 ord, som beskriver en cykeltur gennem Vejle. Vi begynder med Vejle set fra den materielle, udvendige side og med energien i Olafur Eliassons Fjordenhus in mente. Herfra bevæger vi os på cykel nysgerrigt ind i byens rum og ind i byens mennesker i nutid, fortid og fremtid. Her er hastigt forladte drømme og ro, og kærlighed der skal genopfindes, når blikket svigter. Her er rum til tilværelsens årstider, også døden på Sct. Maria Hospice i form af en sommerfugl på besøg fra den vejlensiske digter Inger Christensens requiem Sommerfugledalen. Her er sprog under fødderne og unge under uddannelse, som dagligt mærker vægten af alle sprogets tegn. Her er resiliens, fordi evnen til at finde og bevare styrken i det værende og i sig selv er altafgørende, men også fordi Vejle er en af 100 byer i et globalt resiliensnetværk. Og her er biblioteket, hvor filosoffen Ludwig Wittgenstein inviterer os ind med en påmindelse om, at vores sprog sætter grænsen for det, vi evner at tænke.

 

Cykelfortællingen er også et af Vejle Bibliotekernes initiativer i forbindelse med Danmarks Biblioteksuge ’18, som løber af stablen i uge 37 og sætter fokus på ORD og deres betydning for os som mennesker. På hovedbiblioteket kan du bl.a. også møde en ordjungle og et ordkabinet.

 

 

Biblioteker