Cavlingstatuetten. Foto: Jonas Pryner
Foto: Jonas Pryner

Opdatering: Cavlingprisen 2021 gik til ''Mettes uønskede børn’'

De danske børn i Syrien, kødædende bakterier, minksagen og landbrugets behandling af østeuropæiske arbejdere. Det var de nominerede projekter ved årets pris. Den 7. januar klokken 15 kom afgørelsen.

Vinderne blev journalisterne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio for deres artikelserie i EkstraBladet om ’Mettes uønskede børn’, der handler om børn med dansk tilknytning, der opholdt sig i syriske fangelejre.
Deres journalistiske graverarbejde afslørede væsentlige detaljer, som regeringen ikke delte med offentligheden: at børnene ved at vende tilbage til Danmark ikke udgjorde nogen sikkerhedstrussel, men til gengæld risikerede at blive bortført og trænet af Islamisk Stat, hvis de blev i lejrene.

Vinderne af Cavlingprisen modtog udover pengepræmien på 25.000 kroner også alle bronzestatuetten forestillende journalisten Henrik Cavling, der i sin tid stiftede Dansk Journalistforbund.

Prisuddelingen blev streamet, så alle kunne se med.
Gense prisuddelingen her på Journalistforbundet.

De tre andre nominerede projekter var

De kødædende bakterier

Jonatan Placing nomineres for dokumentarserien  ”De kødædende bakterier”, vist på DR.  Serien opruller tre sygdomsforløb, der både samlet og hver for sig viser konsekvenserne af sundhedsvæsenets svigt, når det kommer til alvoren af de kødædende bakterier. Et svigt, der kan bringe patienterne i livsfare.

Minksagen

Journalist Jacob Friberg, B.T., nomineres for sin afdækning af, hvordan regeringstoppen og ledende embedsmænd agerede i forbindelse med ordren om, at alle mink i Danmark skulle aflives i det sene efterår 2020. Det var Jacob Friberg, der ved hjælp af indsigt i en række fortrolige mails kunne afsløre, at Statsministeriet var involveret i, hvordan Fødevareministeriet skulle håndtere sagen, da det stod klart, at der ikke var lovhjemmel til minkaflivningen.

Bondefanget i Danmark

Morten Halskov, Susanne Junker og Anders Palm Olesen, Fagbladet 3F, er nomineret til Cavlingprisen 2021 for deres artikelserie om omfattende udnyttelse af udenlandske arbejdere i det danske landbrug. Deres afsløringer omfatter sager, hvor østeuropæiske landbrugsarbejdere hver måned bliver tvunget til at levere tusindvis af deres lønkroner tilbage til deres arbejdsgiverne.

Læs mere om alle de nominerede projekter til Cavlingprisen 2021 på Journalistforbundet.

Læs nogle af de tidligere vindere og nominerede:

Materialer