Rejseminder: tre fede romaner og en fagbog

17.08.18
Lidt af Sverige, Japan, Rusland og Frankrig i gårdhaven i Saint Remy

I min ferie var jeg sammen med den barmhjertige og fremtidsorienterede provst og vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius i landsbyen Kengis i det allernordligste Sverige. Jeg rejste med Mikael Niemis roman At koge bjørn, mens jeg sad og svedet under parasollen i en gårdhave i Saint Remy. Romanen er bygget på den virkelige historie om vækkelsespræsten Lars Levi Læstadius, og der fortælles om en række dramatiske mord, og om den forkomne og udstødte samerdreng Jussi. Det var en gribende og tankevækkende rejse tilbage til en - i hvert fald for Jussi - grum tid i det samiske grænseland mellem Sverige og Finland i midten af 1800-tallet.

Dernæst var jeg i Japan, oppe i bjergene, sammen med en meget sympatisk, men stærkt kriseramt portrætmaler. Hovedpersonen i Haruki Murakamis nye serie ”Mordet på kommandanten – en idé viser sig" er blevet forladt af sin hustru, og lamslået kører han rundt i sin gamle Peugeot 205, indtil en ven tilbyder ham at flytte ind i et tomt bjerghus. Huset tilhører, og har tidligere været beboet af en berømt Nihonga-maler. En dag finder maleren et maleri på loftet med titel "Mordet på kommandanten" – et maleri, der er med til få maleren ud af det dødvande han befinder sig i. Samtidig med maleriets opdukken begynder en mystisk bjældelyd at ringe …ja, der sker ofte noget mystisk i Murakamis romaner. For mit vedkommende er det i højere grad musikken (og melankolien) end mystikken hos Murakami, der fascinerer –  i denne roman lytter portrætmaleren en hel del til Thelonious Monk og Schubert.

Lige op til min ferie havde en låner på det varmeste anbefalet En gentleman i Moskva af den amerikanske forfatter Amor Towles, så mens cikaderne sang i baggrunden, og med et glas rose inden for rækkevidde, kom jeg i husarrest med en rigtig gentleman. Fra først til sidst var jeg i godt selskab med Grev Alexander Rostov på Hotel Metropol i Moskva, - greven bor ufrivilligt på hotellet fra 1922 og mange år frem, og i alle årene kommer hans positive og muntre tilgang til livet ham til gode - det har ikke været nemt at være adelig i årene lige efter den russiske revolution. En gentleman i Moskva er en underholdende historisk roman, og at Grev Alexander Rostov er godt hjemme i fransk gastronomi, gjorde jo bare bogen til den perfekte Provence-ferie-læsning.

I liggestolen i feriehuset i Saint Remy i Provence blev det også til læsning af den nye og vedkommende fagbog Med franske øjne: en samtale med Franc̨ois Zimeray. Bogen er skrevet af Karin Mørch, og handler om Frankrigs nu tidligere ambassadør i Danmark François Zimerays syn på forskelle og ligheder mellem Danmark og Frankrig. En super interessant og oplysende bog. Zimeray har meget godt og pænt at sige om Danmark og danskerne, og han mere bl.a., at danskerne skal holde op med at sige, at Danmark er et lille land.

Tilbage på jobbet igen kan jeg tænke tilbage på samværet med fire forskellige, men alle meget sympatiske mænd: vækkelsesprædikanten Lars Levi Læstadius, den kriseramte portrætmaler, greven Alexander Rostov og ambassadøren François Zimeray. Nå, ja min egen mand var jeg skam også i godt selskab med – i Van Goghs Saint Remy.

PS Vincent van Gogh opholdt sig et års tid på Saint-Paul de Mausole-hospitalet i Saint-Rémy i 1889/1890, og i den periode nåede han at male mange vidunderlige billeder, heriblandt Soveværelset i Arles og Stjernenatten - ikke mindre end 150 billeder i alt. Som turist kan man besøge en rekonstruktion at Van Goghs værelse på hospitalet, men hverken det lokale kunstmuseum eller Saint-Paul de Mausole ejer en ægte van Gogh.

Materialer