Scan & Lån - lån direkte fra hylden med din telefon

06.09.21
Nu er det endnu nemmere for dig at låne bøger på biblioteket. Med en ny funktion i bibliotekets app kan du hurtigt låne bøger du finder på hylderne eller henter på reserveringshylden. Det eneste du skal bruge er din smartphone og den nyeste version af Biblioteket-appen.

Du kan scanne dine materialer allerede mens du står ved hylden eller er på vej ned ad gangen. Du kan endda overtage dine venners lån hjemme fra stuen, uden at I behøver komme ind på biblioteket.

Sådan gør du

Du skal bruge den nyeste version af appen "Biblioteket". Når du har opdateret appen, låner du dit materiale ved at gøre følgende:

  • Vælg funktionen "Scan & Lån", som du finder i midten af appens bundmenu.
  • Peg bagsiden af din telefon mod bogens eller materialets bagside, hvor der sidder en chip, som registrerer lånet.
  • Afvent besked om at lånet er registreret, før du fjerner telefonen. Appen vil vejlede dig og fortælle dig, når lånet er korrekt registreret.

Så nemt er det også at låne biblioteksbøger videre til familie eller bekendte hjemmefra. De scanner bare bogen, og så har udlånet skiftet person. Hvis bogen er reserveret til en anden låner, kan den dog ikke lånes direkte videre, men skal afleveres på biblioteket, når udlånsfristen nærmer sig.

Hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål til funktionen, kan du altid kontakte personalet.

Video fra eKurser.nu:


 

Det tekniske

  • For at benytte Scan & Lån skal biblioteket have din e-mail-adresse registreret. Din udlånskvittering sendes altid til dig på mail.
  • Hvis din Biblioteket app ikke er opdateret, skal du opdatere appen til seneste version. Hvis du har Android, går du ind i Google Play og opdaterer. Hvis du kører på iOS, går du ind i din App Store og opdaterer.
  • Appen kan kun scanne materialer med én chip. Materialer med flere dele, for eksempel musik eller film med mere end én dvd/cd, har flere chips og kan dermed ikke lånes ud med denne funktion. Her skal du stadig bruge vores faste udlånsautomater.
  • Ældre smartphones, der ikke understøtter NFC, har desværre ikke teknologien til at kunne scanne bøger. Der er dog NFC-teknologi i de fleste nyere smartphones.
  • Den nye funktion er kun til udlån. Ved aflevering skal du stadig benytte selvbetjeningsautomaterne.

Læs mere om Biblioteket appen her på hjemmesiden.

Del af en større udvikling

Indføringen af funktionen Scan & Lån er et naturligt led i udviklingen for Vejle Bibliotekerne. Vi arbejder konstant for at levere et tidssvarende tilbud, vi har i mange år arbejdet på at gøre det nemmere for dig at bruge biblioteket. Og her spiller de nye muligheder, som teknologien giver os, en afgørende rolle.

Vejle Bibliotekerne gerne vil være med helt fremme, når det gælder udviklingen og afprøvningen af nye løsninger, som kan anvendes i det offentlige. Vores hovedfokus er altid på at sikre det bedst mulige bibliotekstilbud til borgerne. Men vi vil samtidig gerne være med til at understøtte en generel udvikling af det offentlige. Og det er vi allerede godt i gang med, for bibliotekerne har været med fremme i forhold til velfærdsteknologi i mange år. Det er for eksempel ganske unikt, at vi tilbyder et offentligt rum, hvor man ved hjælp af sit Sundhedskort kan få adgang uden for den betjente åbningstid, og hvor man kan låne materialer ved hjælp af selvbetjeningsløsninger.