Billede af tastatur og hånd med mus

Sikkerhed på bibliotekets computere

15.09.20
Kommunernes Landsforening (KL) offentliggjorde tirsdag den 9. september i en pressemeddelelse, at IT-kriminelle har skaffet sig adgang til danske cpr-numre ved at hacke offentlige computere på biblioteker rundt om i Danmark. Her er nogle gode råd til at beskytte dine personlige data, når du bruger bibliotekets computere.

Når du benytter offentlige computere på fx biblioteket opfordrer vi til, at du er ekstra opmærksom og følger disse retningslinjer:

  • Gå aldrig fra computeren, mens du er logget ind.
  • Sig nej til at gemme adgangskoder.
  • Gem ikke dokumenter på computeren.
  • Husk at lukke browseren og logge helt af computeren, inden du forlader den.
  • Skift ofte dine passwords.
  • Lad ikke dit nøglekort eller lignende ligge fremme.

På Vejle Bibliotekerne har vi en række offentlige computere, du kan benytte. Computerens indgange er beskyttet mod uautoriseret adgang og de opdateres løbende for at sikre mod datatyveri, så du trygt kan bruge dem. Hvis du har mistanke om at der kan være sket modifikationer af vores udstyr, fx tastatur eller mus, skal du kontakte personalet.

Uanset om du benytter en af bibliotekets computere eller din egen, skal du være opmærksom på, at du ikke bliver optaget af mobilkamera af andre brugere eller har nøglekort og lign. liggende fremme, så andre kan tage et foto.

Hvis du har mistanke om, at dine oplysninger er blevet misbrugt, skal du anmelde det til politiet.

Læs mere om, hvordan du beskytter dine personlige data på sikkerdigital.dk.

Læs hele pressemeddelsen fra Kommunernes Landsforening på KL's hjemmeside.