Skru op for læselysten med Vinterbogen 2021

12.01.21
Igen i år kan skoleklasser på 1.-6. klassetrin være med i læsekonkurrencen, Vinterbogen, som skal inspirere til læselyst gennem delinger af læseoplevelser eleverne imellem. Det hele foregår online pga. Corona-restriktionerne, men man kan stadig vinde fede oplevelser for hele klassen.

I år løber Vinterbogen af stablen fra den 18. januar til den 12. februar. Rent praktisk foregår det sådan, at den enkelte lærer opretter sin klasse på Vinterbogen.dk. Lærerne kan tilmelde og oprette klasserne frem til mandag den 18. januar, hvor læselystkonkurrencen starter. 

Deltagelse i kampagnen er skolernes mulighed for aktivt at sætte læsning på skemaet og sammen med bibliotekerne motivere elevernes læselyst. Formålet med kampagnen er at få skoleklasser til at læse og dele deres oplevelser med hinanden, så andre elever kan blive inspireret til også at læse. Undersøgelser af børns læsevaner viser nemlig, at børn gerne vil inspirere og inspireres af hinanden gennem gode anmeldelser og anbefalinger. 

Udover at give idéer til nye metoder for at inspirere til læselyst har Vinterbogen også en stor national konkurrence, som skoleklasserne kan deltage i. Alle klasser har mulighed for at vinde en af de 4 hovedpræmier, som bl.a. består af et forfatter- eller illustratorbesøg i klasserne. 

Tilbud om online booktalks

I forbindelse med Vinterbogen tilbyder Vejle Bibliotekernes børneformidlere Anne Mølgaard Svendsen, Cæcilie Hald Møller og Marlene Lønholdt online booktalks for 1- 6. klassetrin. Booktalk-tilbuddet tager udgangspunkt i bøger (e-bøger og lydbøger) på eReolen GO!, som eleverne kan tilgå via UNI-login.

Er du lærer og interesseret i at booke en online Booktalk? Kontakt Marlene Lønholdt på mlonh@vejlebib.dk.

Derudover er det muligt at reservere og afhente materialer fra bibliotekerne i Børkop, Egtved, Jelling, Give og i Vejle.
Læs mere om "Reserver og hent".

Gennemføres på trods af Corona

Vinterbogen er en kampagne, der kan gennemføres på trods af Corona. Eleverne kan læse bøger og lave anmeldelser hjemmefra. Måske vælger nogle af eleverne at arbejde visuelt med bøgerne ved at lave bookfaces, book bentos (bogstemninger), fotocollager eller billeder af læsesituationer. På Vinterbogen.dk findes et idékatalog med masser af gode ideer. 

Vil du vide mere, kan du kontakte børnebibliotekar Marlene Lønholdt, mlonh@vejlebib.dk.