Tag børnene med på Natureventyr

07.06.21
I lørdags lød startskuddet for natureventyr i Gødding skov, hvor børnebibliotekarerne Anne og Marlene præsenterede eventyret om Kong Ran og hans fire venner. Eventyret i Gødding skov bare ét ud af fem natureventyr for børnefamilier i Vejle Kommune.

Helte og skurke findes ikke kun i eventyr. Tværtimod kan du fremover opleve dem på nært hold, når du vover dig ud mod Gødding Skov, Holtser Hage, Dyrehaven, Rørbæk Sø og Vingsted Jernaldermiljø.

Vejle Kommune har nemlig fået fem natureventyr - et for hvert naturområde. Det første eventyr blev lanceret lørdag den 5. juni kl. 10 i Gødding Skov, hvor børnefamilier kunne tage på eventyr med Kong Ran, som skulle finde en hær, der ville følge ham som konge. Vores børnebibliotekarer Marlene og Anne præsenterede eventyret og sendte de glade familier ud på ruten på en dejlig solskinsdag.

Natureventyr er app’en til børnefamilien, der gerne vil ud i den friske luft

Vejle kommune er både fyldt med masser af fantastisk natur og en masse spændende historie. Men for børnefamilien kan det være svært at få ungerne med på tur, og historien kan være svær at formidle i børnehøjde. Derfor har Natureventyr, i samarbejde med Vejle Kommune, skabt fem eventyr fortalt som en skattejagt med kapitler. Ved hjælp af app’en følger I en rute, der tager jer med gennem flot natur og historiske omgivelser.

Med Natureventyr sættes scenen for børnevenlige eventyr med rod i historien, fortalt med et smil i øjet og med en tone, der fanger børnenes interesse. Undervejs er der også forskellige udfordringer og handlinger, som skal udføres, hvilket aktiverer børnene og holder dem interesserede i historien.

Sådan kommer du ud på Natureventyr

Alle eventyrene i Vejle Kommune er frit tilgængelige via appen NATUREVENTYR - helt gratis. Du kan downloade app'en fra Google Play eller App Store.
I app’en kan du også finde information om parkering, faciliteter og kort over ruten.

Rigtig god tur!

Læs mere om natureventyrene på Natureventyr.nu.