Billede af video_Louis Jensen

Tak, Louis

En personlig beretning fra børneformidler Anne Mølgaard Svendsen om netop afdøde forfatter Louis Jensen.

En stor børnebogsforfatter døde i forrige uge. Louis Jensen. Jeg mødte ham som studerende i København i 2014. Han var rejst fra Viby ved Aarhus til biblioteket på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter for at støtte op om en sag – en hjertesag for mig. Det var et lille projekt med store ambitioner: Vi var en flok frivillige og en gruppe unge forfatterspirer, der ville bryde et tabu. Vi ville give verden en bog med modige historier om at være vokset op i hjem præget af alkoholmisbrug. En bog, som andre børn og unge kunne spejle sig i. Den bog, der manglede, da vi selv voksede op.

Jeg havde skrevet et brev til Louis Jensen og inviteret ham på besøg i København, fordi jeg havde hørt, at han var god til at dele ud af sin store viden om historiefortælling – men også fordi jeg havde læst hans billedbog ”Den meget tørstige mor”.

Det er en fantasifuld fortælling om en lille dreng, der leder efter sin fulde mor. Han går ud i verden med sin egen seng på ryggen, fordi hans mor har lagt ham i seng og bundet ham fast til sengen. Han vil ikke tage sengen af på sin rejse, fordi hans mor har sagt, at han skal blive i sengen, mens hun er ude og drikke. For mig symboliserer historien, hvor meget børn af alkoholikere må bære på deres skuldre – ofte helt alene. Det oplevede jeg, at Louis havde set og gengav på sin egen fine, finurlige måde.

Tilbage i København stod vi med et frivilligbåret projekt. Det var masser af hjerteblod, men ikke ret mange penge. Vi havde indsamlet nok til at få bogen med de unges historier trykt, men der var ikke midler til at betale for forfatterbesøg. Louis Jensen sagde ja alligevel. Jeg tror, at han ville smitte de unge forfatterspirer med fortællemod, og han havde en rygsæk fuld af skrivetips med til dem.

Det var inspirerende. Og jeg tror virkelig på, at det gør en forskel for børn og unge med svære historier, at der er voksne uden berøringsangst, som opmuntrer til at sætte ord på og tager fortællingerne alvorligt. Det gjorde Louis Jensen.

De modige unge fik skrevet og rumlet med stærke fortællinger og brudt et tabu, og det vil jeg altid være stolt af. Bogen udkom nogle måneder efter Louis Jensens besøg.

Så tak, Louis. For inspiration, fortællelyst og troen på, at vigtige historier skal fortælles og ud i verden, så andre kan høre dem.

/Anne Mølgaard Svendsen, børneformidler

Materialer