Forfatteren Tine Høeg

Tine Høeg vinder Edvard P. prisen

Tillykke til Tine Høeg, som har vundet bibliotekernes egen litteraturpris, Edvard P. Prisen.

Edvard P Prisen uddeles hvert andet år til en nyere dansk forfatter, der er debuteret indenfor de seneste 5 år. Det er de ansatte rundt om på de danske folkebiblioteker, der har stemt, og vinderen af æren og de 50.000 kr. tilfalder i år forfatter Tine Høeg, der er aktuel med romanen ’Tour de Chambre’.

Video fra prisuddelingen:

Motiveringstalen for prisvinderen blev holdt af to bibliotekarer fra Viborg Bibliotekerne, Kathrine Sørensen og Anette Koue. I talen fortalte de blandt andet, hvordan Tine Høeg med sit lyriske univers fik dem til at glemme omverdenen, og gav dem lyst til at sende bøgerne videre til lånerne, med en anbefaling direkte fra hjertet.

”Lad nu være med at læse Tine Høegs bøger for hurtigt. For nok står der ikke meget på siderne og sætningerne er korte. Men man fornemmer, at hvert ord og komma er nøje udvalgt med omhu og omtanke. En bog hvor den hvide luft mellem linjerne sitrer og emmer af handling af alt det usagte”, sagde bibliotekar Anette Koue blandt andet ved prisoverrækkelsen.

Formanden for Edvard Pedersens Biblioteksfond, Kristine Nygaard, glæder sig over, hvordan prisen er med til yderligere at anerkende en nyere stemme i dansk litteratur. ”I en tid hvor meget er sat på standby eller lukket ned, kan vi hente oplevelser, fordybelse og indsigt i litteraturens verden. Særligt den fastholdelse af koncentrationen i de minimalistiske linjer, er stærk i Tine Høegs forfatterskab”.

Tour de chambre

Tine Høeg er nyskabende med sine digtromaner og provokerende med sit opgør mod at være rigtig voksen. Og så er hun en stemme i dansk litteratur, man absolut skal lytte til. Hendes seneste roman, 'Tour de chambre', er en kortprosaroman om venskab, forelskelse, sorg og død - og om begæret efter at skrive og skabe.

Hør forfatteren læse op af sin roman her:


Læs mere om Tine Høeg og hendes forfatterskab på Forfatterweb.

Læs Litteratursidens anmeldelse af 'Tour de chambre'

De nominerede i 2020

Men de nominerede forfattere er alle værd at holde øje med. Du kan læse mere om forfatterne på Litteratursiden.dk, og se Tine Høegs og de øvriges nyeste titler herunder.

Materialer