Tør du tale pænt - logo

Tør DU tale pænt?

Vidste du, at flertallet af unge har mindre lyst til at give deres mening til kende på grund af den grove tone i den del af samfundsdebatten, der foregår online?

Det viser Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) Demokratianalyse fra 2021. Og den samme tendens gør sig gældende for resten af befolkningen. Den hadske tone i kommentarsporet på fx de sociale medier betyder, at mange bliver presset ud af den demokratiske samtale. Og vi som samfund risikerer, at færre får lyst til at stille op i politik.

Men ordentlig tone i debatten omhandler ikke kun politik og er ikke kun aktuel op til valg. Dansk Ungdoms Fællesråd og Danmarks Biblioteksforening ønsker at understøtte demokratiet, sikre deltagelse og bidrage til at demokratiet ikke tages for givet. Til det formål har de to organisationer igangsat kampagnen #TørDuTalePænt, som kommer med konkrete råd til, hvordan vi alle kan bidrage til en god debat.

Mange bække små gør en stor å

”Vi skal huske på, at den gode tone starter hos os selv, hver især. Vi skal alle bidrage til den demokratiske samtale online ved at give en positiv kommentar eller et like med på vejen til dem, der gør det godt i debatten, ved sige fra overfor personangreb og ved være nysgerrig frem for dømmende over for holdninger, vi ikke forstår” siger Chris Borup Preuss, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Du kan frit benytte dig af de 8 gode råd og måske tage en snak med din nabo, dine børn eller dine venner om den gode tone, og hvordan vi hver især kan bidrage til en mere saglig måde at give udtryk for vores holdninger og dermed styrke demokratiet i fællesskab.

Tør du tale pænt - første regel

#1
OVERVEJ, HVAD DU VIL KENDES FOR

Internettet glemmer ikke. Det du skriver i dag, står der også om 5, 10 og måske 50 år.

Tør du tale pænt - anden regel

#2
SIG DET HØJT

Kan din kommentar tåle at blive læst højt – for din mormor, dit barn, din chef eller barnebarn? Hvis ikke – så skriv den om.

Tør du tale pænt - tredje regel

#3
DROP PERSONANGREB

Synes du, at din hudfarve, seksualitet, religion eller dit køn gør dig mindre værdig til at debattere? Nej, vel? Hold dig til diskussionens indhold.

Tør du tale pænt - fjerde regel

#4
ER DU FAKTA-TJEKKET?

Er du sikker på fakta i det, du skriver? Læs mere end overskrifter, inden du kommenterer.

Tør du tale pænt - femte regel

#5
TØR DU BLIVE KLOGERE?

Uenighed er ikke farligt. Vær nysgerrig og stil spørgsmål til de holdninger, du ikke forstår.

Tør du tale pænt - sjette regel

#6
SIG FRA!

Hvis du oplever noget voldsomt eller stødende i en debat, så sig fra! Din kommentar bliver måske et afgørende wake-up call for hadtaleren, men i hvert fald opbakning til den angrebne. Du kan også opfordre administratoren til at reagere.

Tør du tale pænt - syvende regel

#7
VÆLG DINE KAMPE

Brug den debat-energi, hvor der er fremskridt eller ”lad dem hænge”. Ikke alle deltager med udgangspunkt i at finde fælles fodslag eller blive klogere.

Tør du tale pænt - ottende regel

#8
BELØN DEN GODE DIALOG

Husk at give en positiv kommentar eller et like med på vejen til dem, der gør det godt i debatten. På den måde kan du være med til at bidrage til en god dialog.

Dyk ned i emnerne om sproget, debatten, samtaler og den digitale verden gennem podcasts, bøger og digitale materialer.
Vi har samlet et udpluk af dem her både for børn og voksne.

Materialer