Foto af forfatter Hanne Højgaard Viemose
Foto af forfatter Hanne Højgaard Viemose

Viemose om debutantprisens betydning

23.09.20
Hanne Højgaard Viemose modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris i 2011. Læs, hvad prisen betød for hende.

"Jeg modtog Munch Christensens Debutantpris d. 7. Oktober 2011 på min søns 2-års fødselsdag. Vi talte om at købe en brandbil, ikke bare en legetøjs, men en rigtig en. Men jeg havde ikke kørekort. Det har jeg siden fået, måske for pengene jeg modtog den dag. Jeg har også fået en rød jeep. Måske også for de penge jeg modtog i Vejle d. 7. Oktober 2011.

Men faktisk er det ikke bare pengene der betød noget. Anerkendelsen af ens arbejde betyder meget. Min debutroman Hannah blev hverken særligt solgt eller på anden vis udbredt, så det betød og betyder stadig meget for mig, at der sad en jury dengang og vurderede Hannah som en prisværdig roman. Jeg holder selv meget af figuren Hannah, og hun er stadig med mig i mit forfatterskab, hun har det med bare at dukke op, senest faktisk i et slagsmål med en række andre kvinder og romanfigurer her i lejligheden for bare en uge siden, men det er en anden historie.

Stort tillykke til årets modtagere af Munch Christensens Debutantpris skal det i hvert fald runge herfra.

PS. Det er bare for sjov det med brandbilen og jeepen, i virkeligheden har man jo bekymringer nok med bare at få råd til tandpasta og havregryn som forfatter"

 

PPS. Hanne Højgaard Viemose er (meget velfortjent) nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin vilde roman HHV, FRSHWN. 
Vi hepper på Hanne!

Materialer