Yahya Hassan på Bogforum 2019. Foto af Martin Hansen
Yahya Hassan på Bogforum 2019. Foto af Martin Hansen

Da Yahya Hassan IKKE kom til Vejle

01.05.20
Yahya Hassan er død, blot 24 år gammel

Endnu engang er Yahya Hassan på alles læber, endnu engang er Yahya Hassan i alle medier. Men måske for sidste gang, da det denne gang var den ultimative meddelelse, nemlig meddelelsen om den unge forfatters alt for tidlige død.

 

Da juryen for Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris sad og voterede i 2014, var vi alle enige om, at vi ikke kunne komme udenom at udpege Yahya Hassan som den ene prismodtager. Hans debutsamling havde allerede solgt op mod fuldstændig uhørt 100.000 eksemplarer, så han behøvede måske nok ikke hverken pengene eller spotlyset, men vi var enige om, at hans digtsamling ville komme til at stå som noget helt særligt i dansk litteraturhistorie, så han skulle naturligvis også stå på listen over debutantprisvindere hos os i Vejle. Det ville være helt i Munch-Christensens ånd at hædre den gode litteratur, uden at skele til alt det udenom.

Jeg husker den sidste fredag i september i 2014, hvor vi endnu engang skulle uddele Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Navnene på prismodtagerne var som sædvanlig hemmelige for alle, udover en lille sluttet flok. Et par timer før selve prisoverrækkelsen blev jeg ringet op af TV Syd, om jeg ville afsløre for dem, hvem årets prismodtagere var? De havde en forventning om, at den ene kunne være Yahya Hassan og i så fald, ville de prioritere at sende fra prisoverrækkelsen. Jeg kunne bekræfte, at Yahya Hassan var den ene udvalgte, men at han desværre ikke selv kunne være til stede, han var allerede blevet berømt og var på oplæsningsturne i udlandet. Og når Yahya Hassan ikke kom, ja så kom TV Syd heller ikke, så var der andre nyheder, der trængte sig mere på.

I timerne før selve prisoverrækkelsen mødes prismodtagere, jury og talere i et af Vejle Biblioteks mødelokaler på 1. sal. Og så går vi ned i biblioteket i samlet flok, præcis kl. 16. Det er altid med spænding i maven, for hvor mange publikummer er mødt op? Vi ønsker jo af hele hjertet, at de unge spirende forfattere skal få så god en oplevelse som muligt, få så mange vidner som muligt til hyldesten af dem, få så mange dedikerede læsere som muligt, da det er enhver spirende forfatters drøm. Dét år, hvor Yahya Hassan var den ene prismodtager, var rummet stuvende fuldt. Vores pedel havde måttet hente flere stole, og hente flere stole, og hente flere stole....Så blandt det vejlensiske publikum var der helt klart også en forventning om, at de måske kunne få lov at opleve den mest opsigtsvækkende debutant i nyere tid. Det var selvfølgelig skuffende, at vi ikke kom til at møde digteren selv, men Gyldendal troppede op med selve den litterære direktør, Johannes Riis, og han talte meget personligt om sit møde med Yahya Hassan og sit møde med de digte, der slog benene væk under alle. Og så var der selvfølgelig en prismodtager mere. Det var Signe Gjessing, som leverede den mest intense, stærke og sårbare oplæsning, vi nogensinde har oplevet, så hun gav det forventningsfulde publikum en helt anden, uventet, men meget stor kunstnerisk oplevelse.

Og nu er øjeblikket forpasset. Vi kommer aldrig til at møde Yahya Hassan. Det er virkelig tragisk, at han er kommet med på listen over alt for tidligt døde digtere (Adda Ravnkilde 21 år, Morten Nielsen 22 år, Eik Skaløe 25 år, Gustaf Munch-Petersen 26 år, Michael Strunge 27 år). Den eneste trøst er, at deres litteratur lever og læses stadig, for nogle af dem mere end 100 år efter deres død. 

Så hermed en opfordring til at læse Yahya Hassans 2 digtsamlinger igen...og igen...og igen...og igen.

Nedenfor finder du links til hans bøger på eReolen. De er tilgængelige som ebøger og den første som lydbog, oplæst af Yahya Hassan selv.
Du kan læse et portræt af digteren og hans digte på Forfatterweb
Vil du gerne se/høre hans egne oplæsninger, kan du finde optagelser på YouTube.
DRs hjemmeside kan du se 3 korte dokumentarer fra 2015, som Yahya Hassan selv var med til at lave. 

 

Materialer