To medarbejdere på arbejde med mundbind

Vi justerer aftenåbent på grund af corona

05.11.20
For at begrænse spredningen af Covid19-smitte lukker det selvbetjente bibliotek i alle vores huse fra mandag den 9. november kl. 20.

Som et led i kampen mod corona skal vi nu bære mundbind eller visir på biblioteket, og bibliotekerne skal selv føre tilsyn med, at myndighedernes corona-retningslinjer, blandt andet kravet om mundbind, bliver overholdt. I den forbindelse har vi vurderet, at vi kan administrere dette på forsvarlig vis frem til kl. 20.00. Derfor lukker det selvbetjente bibliotek indtil videre kl. 20 med start mandag den 9. november. De betjente åbningstider forbliver uændrede.

Vi gør alt, vi kan, for at holde åbent så meget som muligt og levere god service, samtidig med at vi holder øje med, at retningslinjerne overholdes; også i det åbne selvbetjente bibliotek. Derfor har vi reguleret den selvbetjente åbningstid og afsat personale til at sikre, at vi følger vejledninger og retningslinjer.
 
Justeringen af åbningstiden om aftenen gør det muligt for os at have medarbejdere til at varetage tilsynet på bibliotekerne i Børkop, Egtved, Give, Jelling og Vejle uden for normal arbejdstid. Det sker blandt andet ved, at medarbejderne afvikler kontorarbejde fleksibelt over et større tidsrum af dagen fordelt på de fem biblioteker.
 
Den gode nyhed er, at vi stadig har åbent trods stigende smittetal, og du kan stadig benytte biblioteket og låne bøger. Bare husk mundbind eller visir!

Læs mere om vores corona-forholdsregler i vores FAQ.
Se alle åbningstiderne.