Vejle Biblioteks hovedindgang

Sådan genåbner Vejle Bibliotekerne fra den 18. maj

15.05.20
Mandag den 18. maj kan vi endelige igen slå dørene op til vores fem biblioteker, så du kan låne nye materialer og få afleveret de gamle. Men ikke alt er, som det var før coronakrisen. Biblioteket er fortsat pålagt begrænsninger fra sundhedsmyndighederne, og der er stadig lukket for det selvbetjente bibliotek.

Vejle Bibliotekerne genåbner, og vi glæder os til at kunne lave mere bibliotek til dig, men indtil videre vil det være med begrænsede åbningstider og en del restriktioner på, hvordan du kan bruge biblioteket.
Se de nye åbningstider her.

Genåbningen af bibliotekerne vil ske gradvist og i overensstemmelse med retningslinjerne fra regeringen, Sundhedsstyrelsen og Vejle Kommunes sundhedsberedskab.

Kun udlån og aflevering
I første fase af genåbningen kan du kun komme ind på dit lokale bibliotek og låne og aflevere bøger og andre materialer. Det er ikke tilladt at tage ophold på biblioteket, som fx at sætte sig ned og læse avisen, arbejde ved studiepladserne eller gå og “græsse” i lang tid mellem hylderne. Vores mødelokaler kan ikke bookes, og du vil heller ikke have adgang til at benytte vores publikums pc’er, kopiere eller printe.

Du må gerne selv tage en bog fra hylden og låne den, men vi opfordrer til, at du bruger de engangshandsker eller den håndsprit, vi har sat frem ved bibliotekernes indgange og ved andre berøringspunkter.

Udlån og aflevering foregår på selvbetjeningsautomaterne.

Begrænset antal besøgende
Der må kun være et begrænset antal besøgende i biblioteksrummet ad gangen - 40 personer på hovedbiblioteket i Vejle og 10 personer på bibliotekerne i Børkop, Egtved, Give og Jelling - og du skal naturligvis altid rette dig efter de gældende retningslinjer om afstand og god håndhygiejne. Du kan risikere at blive stoppet ved indgangen, hvis der er for mange mennesker i huset.

Denne side vil løbende blive opdateret med evt. ændringer og nyheder. Vi håber, du vil have forståelse for, at denne genåbning kommer til at foregå langsomt og i etaper.

Vi glæder os til at se dig!

Og husk, at du også efter genåbningen kan få masser af inspiration, læsetips og personlige anbefalinger på vores digitale kanaler, så hold øje med hjemmesiden og følg os på Facebook og Instagram.

 

Spørgsmål og svar om genåbningen:

Her kan du finde svar på alle de vigtigste spørgsmål i forbindelse med genåbningen. Er der noget, du ikke kan finde her, er du velkommen til at kontakte os på info@vejlebib.dk eller på telefon 76 81 32 00.

Opdateret mandag den 25. maj kl. 9.00.

Åbningstid og betjening

Hvornår kan jeg besøge biblioteket?
Vi har kun åbent i den normale betjente åbningstid indtil videre. Du finder åbningstiderne for alle fem biblioteker her.

Kan jeg komme ind på biblioteket i den selvbetjente åbningstid?
Nej, vi har desværre ikke mulighed for at give dig adgang til biblioteket uden for den betjente åbningstid.

Kan jeg få personlig hjælp og vejledning af en bibliotekar?
Nej, der vil være enkelte medarbejdere til stede til at hjælpe med lån og aflevering, men du kan ikke få personlig hjælp til informationssøgning eller anden mere omfattende vejledning. Har du brug for yderligere hjælp og vejledning er du velkommen til at kontakte os på info@vejlebib.dk eller telefon 76 81 32 00. Eller du kan få hjælp af Biblioteksvagten, som svarer på spørgsmål alle ugens dage.

Kan medarbejderne hente bøger til mig i kælderen?
Nej. Skal du bruge et materiale, som ikke umiddelbart er tilgængeligt - fx fordi det står i depot eller magasin – skal du bestille materialet via hjemmesiden eller Biblioteket app’en. Du kan hente materialet, når du har fået en reserveringsmeddelelse pr. mail eller sms.

Kører biblioteksbussen også igen?
Ja, biblioteksbussen kører igen fra mandag den 25. maj. Hensynet til corona-afstand gør dog, at du ikke kan komme ind i den snævre bus. I stedet bliver markisen rullet ud over et låne- og afleveringsbord foran døren.

Aflevering og gebyrer

Kan jeg aflevere materialer på bibliotekerne?
Ja, fra mandag den 18. maj kan du igen aflevere dine materialer på dit lokale bibliotek

Hvor lang tid har jeg til at aflevere de materialer, jeg lånte før nedlukningen?
Du har god tid. Sidste frist for at aflevere dine lån fra før nedlukningen er den 15. juni. Er de ikke afleveret til den tid, begynder der at løbe gebyr på.

Kan jeg betale mine gebyrer på biblioteket?
Nej, vi tager ikke imod betaling. Du kan i stedet betale dine gebyrer ved at logge ind på din konto på hjemmesiden eller i Biblioteket app’en.

Lån og reserveringer

Kan jeg låne materialer på bibliotekerne?
Ja, fra mandag den 18. maj kan du igen låne materialer på dit lokale bibliotek.

Kan jeg bestille materialer via hjemmesiden?
Ja, du har igen mulighed for at reservere via vores hjemmeside og Biblioteket app’en.

Kan jeg bestille materialer hjem fra andre biblioteker?
Ja, bibliotek.dk åbner også op for bestillinger igen fra mandag den 18. maj.

Kan jeg afhente reserverede materialer på bibliotekerne?
Ja, du kan hente dine reserverede materialer på alle fem biblioteker.

Hvad hvis jeg ikke ønsker at hente mine reserveringer endnu?
Hvis du ikke ønsker at møde fysisk op på biblioteket, eller hvis du bare ønsker at sætte dine reserveringer på pause, kan du altid sætte dine reserveringer i bero i en selvvalgt periode ved at logge ind på din konto her på hjemmesiden eller via Biblioteket app’en. Se hvordan her.

Hvordan sletter jeg de reserveringer, som jeg ikke er interesseret i?
Hvis du gerne vil slette en eller flere af dine reserveringer, så kan du nemt gøre det ved at logge ind på din konto her på hjemmesiden eller i Biblioteket app’en.

Kan jeg stadig låne 10 bøger og film på eReolen og Filmstriben pr. måned efter åbningen? 
Ja, den forhøjede kvote gælder stadig indtil videre.

Andre tilbud

Kan jeg printe, scanne og kopiere på biblioteket?
Nej, indtil videre er det desværre ikke muligt at printe, scanne og kopiere, fordi der ikke vil være adgang til biblioteksrummet for andet end at låne og aflevere materialer. 

Kan jeg bruge bibliotekets pc’er?
Nej, du kan desværre ikke få adgang til vores pc’er, da det ikke er tilladt at tage ophold på biblioteket i genåbningsperioden.

Kan jeg læse aviser og magasiner på biblioteket?
Nej, du kan desværre ikke læse dagens aviser eller de nyeste magasiner på biblioteket, da det ikke er tilladt at tage ophold. Magasiner kan du i stedet låne med hjem.

Hvornår laver I arrangementer igen? 
Der er fortsat lukket for arrangementer på bibliotekerne, og vi ved endnu ikke, hvornår vi kan komme i gang igen. Følg med på vores arrangementsside.

Sikkerhed

Hvad gør I for at mindske smittefaren?
Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger til rengøring og desinfektion.
Der vil være håndsprit og/eller handsker ved alle selvbetjeningsautomater og ved alle indgange.
Vi anbefaler, at du besøger vores biblioteker alene, at du holder afstand og udviser hensyn til andre brugere og til bibliotekets medarbejdere.

Er det sikkert at tage på biblioteket? 
Ja, genåbningen af Vejle Bibliotekerne følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.