Beethoven lever!

Så hip hurra, Beethoven længe leve, for det er 2020, det er Beethovens 250 års fødselsdag og Beethoven-festivalen i Vejle er i fuld gang.

Vejle Kommune hylder den berømte komponist med festivalen Beethoven 250, der hen over hele dette år fylder byen med Beethovens musik. Der er lige nu rig lejlighed til bl.a. at opleve samtlige Beethoven-sonater – både klaver, violin og cello – foredrag om Beethoven, en symfonisk børnekoncert og meget mere. Ikke mindre end 27 arrangementer løber af stabelen, og der er gratis adgang til dem alle.

"Beethoven har været med til at grundlægge den klassiske musik, vi kender i dag, og hans musik er evigt aktuelt. Hans musik samler os, og det er derfor, vi har valgt at markere året for Beethovens 250 års fødselsdag med denne festival, hvor vi mindes hans store arbejde og betydning", siger Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune

Beethoven har da også haft stor betydning for vores lokale komponist og pianist, Jonas Frederik. "Beethoven står for mig som en af de vigtigste komponister overhovedet, og de tre nok mest kendte sonater Måneskinssonaten, Pathétique og Appassionata var da også grunden til, at jeg selv startede til klaver i sin tid. Beethovens musikalske geni er bestemt værd at fejre, og hvis hans musik kan inspirere andre, så ville det glæde mig umådeligt", siger Jonas Frederik, der er kunstnerisk leder og projektansvarlig for Beethoven 250.

Se hele programmet for Beethoven 250 her.

Materialer