Mød biblioteket på festivalen 24.-26. maj

Vejle Bibliotekerne har i år endnu flere aktiviteter og arrangementer til hele familien på Jelling.
Biblioteket er mødt talstærkt op fra torsdag til lørdag og har udvidet stort med både bus og telt og dukketeater og scene, og igen i år finder du os ved Hovedindgangen.
 
Årets tema er TEGNING, TEGNESERIER OG JOKES, så der bliver rig mulighed både for at slippe sine kreative og humoristiske evner løs, når der skal tegnes og fortælles vittigheder.
Tegn en tegneserie eller en tegning - f.eks. om festivalen - og vind en præmie. Vi optager dine vittigheder og laver en vittighedskavalkade til youtube!

På biblioteket er borgeren i centrum, og derfor er det selvfølgelig DIG, der er stjernen, når vi er på festivalen.

Vil du optræde, så kan du få din ilddåb her hos os, så tag din guitar eller et andet instrument med, og giv den som Jimi Hendrix.
Hvis du gemmer på en stand-upper eller bare har en tale til nationen, som du vil af med, så er det lige her, at du kan prøve dig selv af overfor Jelling-publikummet. Du kan også give den gas med hånddukkerne i vores dukketeater: Orange Scene!

Der er som sædvanligt mulighed for en vanddåb - en svalende dukkert i badebassinet - samt for at skyde med vandpistoler, ligesom der også er plads til en rolig stund med en tegneserie eller dagens avis. 

Vi deler lystigt ud af popcorn og præmier som vi plejer - og der er også et par overraskelser undervejs!! 

For de mindste (og de barnlige) byder teltet bl.a. på hatteteater, dukketeater, skuespil, højtlæsning og en tegneworkshop med tegner Jan Kjær.

Se teltprogrammet her:

Jelling 2018