Borgmester Jens Ejner Christensen med højskolesangbogen

Start onsdagen med en sang

28.08.19
Det er blevet populært at mødes til fællessang, og fra den 4. september kan du også starte dine onsdage med en sang på Vejle Bibliotek. Borgmester Jens Ejner Christensen er gæstevært ved premieren.

Vi burde synge mere sammen. Fællessang medfører mange gode ting, lyder det fra forskere, sangere og musikere. Vi får bedre humør og mere overskud. Øget blodcirkulation og bedre nattesøvn. Samt en styrket følelse af samhørighed for ikke at tale om bedre bekæmpelse af infektioner, stress, uro og bekymring.
Fællessang er altså en livgivende social aktivitet. Derfor indbyder Vejle Bibliotek fra den 4. september til morgensang hver onsdag kl. 9-9.45.
 
Til premieren har borgmester Jens Ejner Christensen lovet at fungere som gæstevært. Han har et varmt forhold til den danske sangskat, især som vi kan genkalde os den fra Højskolesangbogen. Han er vokset op med morgensang i skolen, i landbruget, hvor man synger ved møder og i Livgarden, hvor man sang hver uge, inden man trådte af.
 
Kom som du er
Når vi inviterer til morgensang på Vejle Biblioteker bliver det ganske uformelt. Der er ingen tilmelding, du møder bare op. Og kan du ikke nå at være med til hele seancen, er der ingen, der kigger skævt, hvis du går før tid. Der vil ikke altid være en gæstevært til morgensangen, men vi vil forsøge at invitere sangværter, så ofte som muligt.
 
Morgensang på Vejle Bibliotek er for alle sangglade borgere. Du behøver ikke være god til at synge, du skal bare have lyst til det. Til morgensangen vil der altid være en dygtig pianist. Vejle Bibliotek har allieret sig med Asker Bjørk, der er musiklærer på Vejle Idrætshøjskole og trommeslager i en række velansete danske bands.
 
Morgensang er hver onsdag kl. 9-9.45 på Vejle Bibliotek fra den 4. september. Der er gratis adgang og ingen tilmelding - du møder bare op.