Intro til forfatterskabet

Forfatteren Inger Christensen boede i det meste af sit voksne liv i København, men hun blev født i Vejle i d. 16. januar 1935 og boede i byen, indtil hun som 19-årig student flyttede hjemmefra i 1954. Hun havde sine rødder i Vejle, og som voksen besøgte hun ofte sine forældre og bevarede tilknytningen til byen.

Inger Christensen var en ydmyg og privat person, og der er ikke skrevet en samlet biografi om hendes liv og barndom i Vejle. Men gennem digte, essays og interviews kan vi danne et billede af hendes opvækst.

Teksterne giver et indtryk af de formative år i hendes barndom og ungdom, hvor hun oplevede at være mønsterbryder og altid have en længsel væk fra provinsbyen. Vejle blev det centrum, hvorfra hun lærte at orientere sig i verden og lærte at danne sig begreber om en by og dens mennesker. Vejle blev for altid en del af hendes stedsans: 

“Hvis jeg nu, så mange år efter, spadserer i Vejle, har jeg en direkte fysisk fornemmelse af, at benene vender hjem. Alle mulige andre og senere steder i verden bliver man aldrig helt fri for at tænke over hvor man går. Men her, hvor man gik sine første skridt, så man går på en særlig måde, en selvfølgelig og næsten fuldautomatisk måde, fordi man går i den by, man er vokset op med, og som er blevet en del af ens stedsans og en livsvarig målestok for bybilledet som sådan”.
(Christensen, 2018: s. 810)

Inger Christensen blev en af det 20. århundredes vigtigste europæiske lyrikere.
Hendes forfatterskab var af internationalt format, og flere af hendes værker er blevet moderne klassikere. Blandt hovedværkerne findes digtsamlingerne det (1969), Alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991), men hun skrev også romaner, noveller, essays og radiospil.  Der er komponeret musik til flere af hendes digte, som er med som sange i Højskolesangbogen.

Hun var ved sin død oversat til over 30 sprog, og hun blev ofte inviteret til ind- og udland for at læse sine digte op. Hun kunne som få andre digtere indfange skønheden med meget få ord i sine smukke og stærke digte. Selvom Inger Christensen døde i 2009, er hun stadig en litterær stjerne og et forbillede for mange nutidige forfattere og musikere. Først og fremmest fordi hendes værker er stor litteratur, der bl.a. kredser om eksistentielle temaer som kærlighed og død. Men også fordi hendes eksistentielle digte og naturfilosofi giver en ramme til at forstå, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Inger Christensen modtog i sin levetid adskillige legater og litterære priser, og hun blev nævnt som det mest seriøse danske bud på en kandidat til Nobelprisen i litteratur. Hun var to gange nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og i 1994 modtog hun Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet "Den lille Nobelpris". I år 2000 modtog hun Vejle Kommunes Kunstneriske Årtusindpris.  Mesterværket Sommerfugledalen blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon i 2006.

Hun var en elitær poet, der skrev svimlende smukke digte. Det er sagt om Inger Christensen, at hun var let at læse, men svær at forstå. Det var ikke folkelighed, man forbandt med Inger Christensen, alligevel er hun blevet en af de mest værdsatte danske digtere. Især hendes messende, hypnotiserende oplæsninger af sine digte gjorde indtryk på publikum.

Ved hendes død skrev Susanne Mayer i ‘Die Zeit’, at Inger Christensen fornyede vores forestillinger om litteratur, og at den store danske lyriker skænkede os en digtning, “der griber os om hjertet, der opildner forstanden og for et øjeblik lader livet stå stille i de store øjeblikke under læsningen, hvor det uhørte sker”. (Wivel, 2009)

“Hun var et hjerteligt menneske og blomstrede op i samvær, men hun kendte om nogen samtidig til ensomhed, til en udsathed i eksistensen, den sårbarhed, som hun bestandig søgte at så imod ved at lede efter de helt rigtige ord”. (Skyum-Nielsen, 2009)

Hendes ven, lyrikeren Søren Ulrik Thomsen, har beskrevet hende som charmerende med et dansende glimt i øjet. Hun var som ældre ingen ‘morlille’, men havde et skarpt intellekt, en kompromisløs æstetetisk sans og en særlig fornemhed over sig. I sin nekrolog skriver han: “På samme måde som Inger Christensens digte er præget af den vægtigste tyngde, og dog var lette som - ja, som sommerfugle, var også hendes person både tung og let. Tung, måske fordi hun havde mistet mennesker, der stod hende nær; hendes brødre og hendes tidligere ægtefælle, Poul Borum, som hun også efter skilsmissen vedblev at være meget tæt knyttet til. Og samtidig rummede hun en charmerende lethed, altid oplagt til at le, altid med et humoristisk, dansende glimt i øjet”. (Thomsen, 2009)

I Tyskland var hun berømt som ‘Die Christensen’ og på en “sød, ligefrem og ukrukket måde var hun hjerteglad for sin velfortjente udenlandske anerkendelse”.  Inger Christensen havde det måske allerbedst, når hun var ude på sine oplæsningsrejser, eller når hun kunne sidde på en café i Rom eller Paris og betragte verden. Hun havde en “verdensvendthed” og gik altid rundt med sit pas i håndtasken, så hun var klar til at tage af sted.

“Fra barnsben fra hun tiltrukket af det kunstneriske, æstetiske og det grænsesøgende”. (Jexen, 2021). Hun længtes væk fra provinsbyen Vejle, hvor bygrænsen var verdens ende:  “Ordet længsel er meget knyttet til min barndom og ungdom, hvor man stod dér i en provinsby og ikke ku' komme nogen vegne. Der havde man en længsel efter, at der bare skulle ske noget”. (Bramming, 1998). 

Med sin digtning gav hun det danske sprog vinger, og det lykkedes det hende i sit voksne liv at overskride bygrænsen og nå ud i verden. Men Vejle forblev altid en del af hendes stedsans og DNA.