4. Skoletiden

Jeg husker

Inger Christensen gik på Nyboesgades Skole fra 1.-5. skoleår indtil hun kom i mellemskolen.
Nyboesgades Skole var efter færdiggørelsen i 1921 i mange år kommunens største skole med 1000 elever fortrinsvis fra Vestbyen. Skolen lå i de første år som en ensom forpost mod vest og “ydede en pionerindsats i byens skolevæsen med skolekøkken, hjælpeklasser og skoletandlæge”. (Simonsen, s. 40). Skolen blev nedlagt i 1989.
 

Om at finde rundt i verden

“På et tidspunkt, i en af de første klasser skrev jeg, ligsom alle andre, uden på mit kladdehefte, mit navn og min adresse, gade, husnummer, by, og sluttede så med følgende fanfare: Jylland, Danmark, Europa, Verden, Universet! Denne vores svimlende bundethed til jordkloden er allerede en æstetisk oplevelse, om den så er aldrig så naivt udtrykt. Vi bliver aldrig mere kreative end vi er, når vi prøver at orientere os i verden”. (Christensen, 2018: s. 870)

Inger Christensen om at være 9 år

“Da jeg var 9 år, var verden også 9 år. Der var i hvert fald ikke nogen forskel på os, ikke nogen fjendtlighed, ingen afstand. Vi tumlede bare omkring fra solopgang til solnedgange, lige øre i kloden og kroppen. (…) Vi skulle for første gang have ‘verdenshistorie’, og vi havde glædet os som vanvittige til denne indvielse og især til at slippe for den kedsommelige og pylrede ‘danmarkshistorie’, den havde længe været træls, og desuden var Danmark ikke længere stort nok til os, det var der i øvrigt ingenting, der var. Vi: det vil nemlig sige 30 mere eller mindre opløbne skolepiger, som altid havde kjoler af ternet celluld, der altid var forlænget med ensfarvet celluld (…) Selv om verden kun var 9 år, var den fuld af svimmelhed, askese og uforståelige drømme. Da jeg blev 10 år, blev verden pludselig 10 millioner billioner år... Måske var det den aften jeg for første gang så i en stjernekikkert.” (Christensen, 2019: s 233-237)

Inger Christensen er i et interview blevet spurgt, om hun var genert eller udadvendt som barn?
“En blanding. På den ene side var jeg spejder, livlig og glad. Og jeg kunne løbe ret hurtigt – det er jo ganske vildt at tænke sig...! På den anden side var jeg i nogle situationer meget genert, hvilket også hænger sammen med de sociale opstigningsforsøg, som mange i min generation har oplevet. Det medførte en usikkerhed, som forfulgte mig helt til den første gang, jeg skulle læse op som digter. Jeg var ved at dø af skræk.”  (Øvig Knudsen, 1996. S. 243)

Om hvorfor hun blev digter

(…) Undertiden tænker man jo på, hvorfor man bliver digter. Hvorfor det begynder. Måske er det en slags lydfølsomhed, en art ekstrafølsomhed, helt fra man er barn, overfor sproget og klangen." (Juhl, 1998)

Inger Christensen kom ikke fra en akademisk familie, men der var dog en bogreol i stuen. Hendes mor havde været kokkepige hos overklassefamilier fra hun var 14 år til hun blev 24 år og gift. Bl.a. havde hun været i huset hos politimesteren bag rådhuset i Vejle. Til jul havde moderen fået boggaver af de familier, hvor hun tjente, bl.a. bøger af Selma Lagerlöf, så der var trods alt en reol med "klenodier": "Jeg er ikke sikker på, at min mor rigtig havde læst dem. Men det var i hvert fald sådan, der skulle se ud i et ordentlig hjem. Der skulle være en reol, og det var der så også”.

"Det er altid lidt underligt at man bliver digter, når man kommer fra et miljø, der ikke havde mange bøger, og hvor der ikke var nogen litterære eller intellektuelle diskussioner i hjemmet. Men jeg kan da huske, at vi læste højt omkring spisebordet om aftenen. Og vi sang også. Vi havde både Højskolesangbogen og Arbejdersangbogen, som min far havde skaffet til huse, for han havde været på højskole to gange. Min mor kunne bedst lide, at vi brugte Højskolesangbogen, for hun er fra et landbomiljø. Men min far foretrak arbejdersangene”. (Juhl, 1998)

I et interview blev Inger Christensen som voksen spurgt, om det var et stort spring at være barn af arbejderklassen og ende i Det Danske Akademi. Det var det ikke...“men det er med et vist vemod, man kommer ud af sit miljø. Det giver nogle skrammer undervejs. Jeg kunne være blevet boende og i dag have gjort rent på skolen, eller hvad man nu ellers ville være kommet til. Som barn var jeg bange for at gå hen over gulvet i banken, fordi det var så fint. Man prøver at finde ud af, hvordan reglerne er, når man skal gå på de bonede gulve. Det er ikke nemt. Man er ikke født med at kunne det.
- Det er ikke så galt mere. Nu har jeg prøvet så mange utrygge situationer, så det næsten er blevet noget trygt. Selvom nogle ting fra barndomslandet brænder sig fast i een som billeder på noget, der er større end een selv, så er barndommen jo tabt. Har man en opgave som menneske, er det i hvert fald at bevare nogle af evnerne til at leve og sanse som børn. Man må prøve at komme om på den anden side af sin egen kloge person og koble bevidstheden lidt fra. Og lade som om man er født på ny” (“Digter med skriveskræk”, 1991).

Musikkens betydning: drømte som barn om at få et klaver

Musikken og klangen i sproget har altid været et karakteristisk træk ved Inger Christensens digte, og det kom især frem, når hun læste op allerede som barn i skolen:  "… hvis jeg kan kombinere de musikalske aspekter med, at det også får en mening, så går jeg glad videre. Der er nok lidt medfødt øre for det. I øvrigt kan jeg huske, når vi skulle læse digte op i underskolen, at der blev en særlig opmærksomhed og stilhed i klassen, når jeg læste".

Musikkens betydning gjorde, at Inger Christensen som barn drømte om at have et klaver:
“Selv var jeg dengang, fra mit femte til mit tiende leveår, hverken en drømmer eller en digter. Det hørte ganske enkelt ikke med i min forestillingsverden, at digter eller forfatter var noget, man kunne blive, når man blev stor. Derimod var jeg besat af tanken om at spille klaver. En af mine legekammerater havde et klaver, og derfor besøgte jeg hende, skønt vi ikke legede særlig godt sammen, ofte bare for at være i nærheden af klaveret og måske få lov til at spille en smule på det. Hun lukkede dog tit låget temmelig hurtigt, fordi hun syntes, det var kedeligt.

En tid lang tog jeg sagen i egen hånd og fremstillede et klaviatur af papir, som jeg satte fast med tøjklemmer i vindueskarmen i soveværelset. Der sad jeg så og spillede og lyttede, mens de stumme melodier strømmede ud over baghaven og hen over engen bag huset, dengang engene endnu ikke var blevet tørlagt og der derfor græssede køer midt inde i sådan en provinsby”. (Christensen, 2018: s. 890)

Som ung lyttede hun meget til grammofonplader, gerne sammen med en veninde:
“For eftermiddag efter eftermiddag tilbragte vi, to skoleveninder og jeg, liggende på dette vidtstrakte tæppe, med at lade vores ungdommelige længsel, som musikken lod os vokse i, flyde frit ind og ud mellem stoleben, bordben og flygelben, mens prismekronen vågede over os som et gigantisk flueøje. Dengang kaldte vi naturligvis ikke længslen ungdommelig. Længslen var der bare. Om den holdt ved i måneder eller år, ved jeg ikke, den var simpelthen en permanent given tilstand, fordi vi deri kunne hilse på de overvældende områder af lys, lykke og ufatteligt liv, som dæmrede foran os, kun forstærket af vores gysen for de afgrunde af fejltagelser, skygger og død, som i princippet lige så godt kunne ligge foran os, og som vi diskuterede så heftigt og abstrakt. Det enestående ved musikken er måske netop, at forholdet mellem bevidsthed og verden forekommer let og selvfølgeligt, og vi, i hvert fald så længe musikken bliver ved, kan bevæge os som dele og noget mere omfattende, som uden videre forstår og udtrykker det, vi aldrig selv forstår. Og kun udtrykker i musikken. Eller rettere: medudtrykker”. (Christensen, 2018: s. 889)