8. Ungdom og gymnasietid

I Inger Christensens barndomskvarter var der aldrig før nogen, der var blevet student. Men det hjalp, at faderens arbejdsgiver, skræddermester Ole Jensen Terp, lagde et godt ord ind for hende. Terp var bl.a. formand for Vejle Skrædderlaug og fagligt aktiv. Han foreslog, Inger kunne komme i gymnasiets mellemskole i stedet for den normale pigemellemskole, “når hun var så dygtig en pige” (Øvig Knudsen, 1996: s. 244)  

For i 1950’erne var det et særsyn, at en pige fra en arbejderfamilie fik en boglig uddannelse. Kun få studenter kom fra et arbejderhjem. Piger fra arbejderhjem kunne stile efter en læreplads inden for kontor og handel. Der var 7 års skolepligt, og børnene blev delt allerede efter 5. klasse, hvor de skulle i mellemskolen. Mellemskolen var delt op i almindelig mellem, som var for de børn, der havde anlæg for det boglige, og fri mellem, som var for de elever, der var mere manuelt begavede. Den sociale baggrund spillede ind, og mange børn blev placeret i fri mellem, fordi de kom fra dårligt stillede familier.

Inger Christensens forældre støttede deres begavede datter:  “Sagen blev drøftet hjemme ved middagsbordet, og jeg var både eventyrlysten og bange. Jeg spurgte alle tredive piger i min klasse, om ikke bare én af dem ville være med, og til sidst lykkedes det mig at overtale skærsliberens datter. Skærsliberen havde ikke bare fast værksted, han havde også månekikkert i gården, så der har nok været forestillinger og drømme, som er slået ned i dén lille familie ligesom i min” (Øvig Knudsen, 1996: s. 244).

(...) i selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far – og fra min mors måde at føre hus på (...) Hos ens forældre kan også ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger sange fra Højskolesangbogen eller fra Arbejdersangbogen. Det betyder måske mindst lige så meget, som hvis ens far er professor og for længst har sagt alting"

Men med sin baggrund i Vestbyen, var det svært for hende i begyndelsen at begå sig sammen med de andre elever fra de intellektuelle lag eller fra overklassen: “Jeg kan huske den der stemning af, hvordan samfundet var delt op. Det er noget, man hurtigt lærer som barn I en provinsby, at der er centrum, og så er der et arbejderkvarter og et fint kvarter, hvor advokaterne og lægerne bor. Og jeg mærkede det helt tydeligt, da jeg som tolv-årig kom I gymnasiets mellemskole”.

For det første var det usædvanligt at komme på gymnasiet fra mit miljø, og pludselig var man så sammen med de fine folks børn og de intellektuelles børn. Så måtte man jo se at få puttet sig ind, på en eller anden måde. Det var ret svært I begyndelsen. Men jeg havde dog det held, at min far var skrædder og syede alt mit tøj. Så jeg havde altid flot tøj, som blev beundret meget. Det hjalp lidt”. (Juhl, 1998)

Som mønsterbryder oplevede hun den konflikt, der opstod mellem to verdener:
“I starten sagde jeg histårie med vejledialekt og blev rettet hele tiden. For at vise, at man var blevet finere begyndte jeg så hjemme i gaden at sige historie, men blev hurtigt viftet på plads. Dermed opstod der en konflikt mellem de to verdener, som ikke var så ligetil at få helet.” (Øvig Knudsen, 1996: s. 244).

Hun klarede hun sig ved at have boglige evner: “I den første tid, jeg gik i skole, var jeg ret god til at være dygtig. Senere i gymnasiet blev jeg lidt træt af det. Men der kommer jo også andet, som bliver vigtigere - at gøre sig med drengene, f.eks. Så skulle man helst ikke være for dygtig, og så slækkede jeg lidt på det. Jeg gik i sprogligt gymnasium, skønt jeg egentlig var god til matematik og naturfag. Men at gå i matematisk, det skridt turde jeg ikke tage, selv om det sikkert ville have været sjovt. Men det gjorde piger ikke dengang. Der var kun en pige fra min årgang, der gik i matematisk, og hun var datter af byens apoteker. Så hun blev nok presset til det. Men sommetider - det er lidt i bølger - læser jeg en del biologi og fysik og lignende. For at se verden på en mere utilsløret måde, end når den går gennem et kunstnerisk temperament. For der kan alt jo ske, ikke?" (Juhl, 1998).

Poul Borum, som senere blev gift med Inger Christensen, beskriver den helt unge 16-årige Inger således: “...Faktisk kendte jeg Inger, men kun fjernt, siden allerførst I halvtredserne. Det må have været I 51, jeg gik I anden G I Horsens og hun gik i første G I Vejle. … Det var sikkert på en vinterlejr på Tulstrup vandrehjem jeg først så Inger. Jeg husker I al fald skibukser og sweater og en masse fregner og en masse krøller og at veninderne kaldte hende “Christmas”, og så at hun var stille og klog, og mere husker jeg egentlig ikke”... Før hun otte år senere opsøgte mig på mit kollegieværelse I Århus, og et halvt år efter friede jeg på bagperronen af en linje 8 på Ringgaden og vi blev gift 8.8.59....Digtene var det vigtigste. Sammen med forelskelsen, eller rettere sammenblandet med den” (Borum, 1995: s. 7-9).

Om hvornår hun begyndte at skrive

"Der gik lang tid, før det skilte sig ud som noget, jeg bevidst ville. Men jeg var ret god til at skrive stile og fik tit UG i parentes. Parentes, fordi jeg ikke kunne holde mig til emnet, og UG fordi det sådan set var skrevet godt nok. På en eller anden måde skrev jeg 'smukt', og lidt henført. Tror jeg nok, for jeg har ikke set dem siden. Jeg skrev altid i sidste øjeblik, hvad jeg i øvrigt stadigvæk gør. Ofte sad jeg oppe og skrev mellem kl. tolv og tre om natten og var helt opslugt af det. Hver tredje måned, når vi fik karakterbøger, gik vores rektor på gymnasiet en runde i klasserne og udtalte sig om os. Engang nævnte han det der problem med mine stile - at de ikke holdt sig til emnet. Men det kunne jo være, "at de var den ny tids litteratur," sagde han så bare lige ud i klasselokalet. Så fik jeg lidt nykker. Jeg havde aldrig før tænkt over, at forfatter eller digter var noget, man kunne blive. Man iagttager godt nok, at bøgerne er der. Man tømmer biblioteket og læser alt. Men at kæde det sammen med sig selv, det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte bare, at man måske kunne blive bibliotekar eller lærer. Og det sidste blev jeg. Men i hvert fald blev min rektors skub eller drilleri - det var nok mest det sidste - anledningen til mine første griller. Da jeg var blevet student, skrev jeg nogle digte, bare for at prøve. Jeg tog model efter nogle digte i Falkenstjerne, sådan nogle som "Fæ dør, frænder dør"".… jeg blev besat. Jeg skrev for at skrive.” (Christensen, 2019: s. 797-799).

Om at være ung i Vejle i starten af 1950erne

Inger Christensen blev 16 år i 1951, og selvom at unge i 1950’erne for første gang markerede sig med deres egen kultur i Danmark, var det ikke slået helt igennem i starten af 1950ernes Vejle. Inger Christensen boede i en lille lejlighed med sin forældre og to mindre brødre, som hun nok måtte dele værelse med. Det var en tid med boligmangel, så der har ikke været mange muligheder for at få mere privatliv som ung. Der begyndte at forme sig en ungdomskultur, men ungdomslivet foregik på gaden, i biografen eller i lokale foreninger.

I Inger Christensens gymnasietid mødtes hun med andre unge i ‘Vejle discophil-club', hvor man lyttede til klassisk musik.  Hun lærte spansk i Alliance Française og gik ture med Naturhistorisk Forening for at møde andre unge. Hun måtte også tage fritidsjob som barnepige for børn i kvarteret for at få råd til tøj og rejser med gymnasiet.
Inger var som ung lidt kejtet og genert, “men indimellem gik det meget godt”, har hun fortalt: “Som dengang jeg brugte alle mine sammensparede penge på en mørkeblå kjole med sølvstjerner”. (Øvig Knudsen, 1996, s. 244). Der var endnu ikke nogen egentlig ungdomsmode, og tøj til unge piger var tækkeligt og lignede voksen damemode. Så ungdommen gjorde ikke meget væsen af sig i begyndelsen af 1950’erne, som Inger Christensen selv beskriver det i essayet “Før vi kom til bevidsthed” (Christensen, 2019: s. 804-806):

“Det var først i 50’erne. Det ville være forkert at kalde os en generation der snublede i starten. Vi havde simpelthen ikke engang fart nok på til at snuble...
Da jeg var 18 tog jeg alle mine sparepenge ud af banken og gik hen og købte en kjole af mørkeblå taft med bittesmå prikker af indvævet sølv, der sikkert skulle forestille stjerner. Selv skulle jeg sikkert forestille en eller anden eventyrlig Nattens dronning - og det var faktisk slet ikke så nemt alt sammen, når man boede i provinsen og alligevel havde en umulig blanding af Katherine Hepburn og Elizabeth Taylor som forbillede.

Da jeg var 18 gik jeg i discophil-club i en salon på et hotel hver torsdag med silkebetrukken mahogni, lampetter og kaffe i pausen. Vi lyttede andægtigt. Vi diskuterede kultiveret. Vi blev indviet. At vi så også blev stive i ryggen gjorde mindre, vi var i hvert fald med. (...)
Det var før atomkampagnen, før Elvis Presley, før Den kroniske uskyld, før man havde fjernsyn, ja simpelthen før alt. Og frem for alt 100 år før bevidstheden i al almindelighed og politisk, var vågnet i ungdommen som gruppe. Og derfor også før ungdommen var en gruppe. Ja før den var noget som helst.

(...)

Hvis jeg var 18 i dag, ville jeg ønske jeg var så bevidst som jeg forestiller mig de 18-årige er i dag. Og så ville jeg skrabe så megen viden til mig som muligt, og i starten på så mange felter som muligt, og rejse, se, høre, suge til mig, kort sagt få en masse at vide om verden og hvad vi egentlig stiller op med hinanden her i verden. Og så ville jeg arbejde på at kombinere det jeg vidste med det de andre vidste, så vi i fællesskab kunne nå frem til nye visioner og bedre samfund. Men det kan man selvfølgelig godt arbejde med på, selvom om man ikke er 18!”

Inger Christensen hun flyttede hjemmefra i 1954 som en 19-årig nybagt student med store drømme og en længsel efter at få luft under vingerne. Første stop var København og snart fik hun udgivet sine første digte i tidsskriftet Hvedekorn. Allerede i gymnasietiden fik Inger Christensen trykt nogle af sine tekster i det lokale tidsskrift “Jul i Vejle”, hvor redaktøren var lektor Wesarg Steffensen.

Inger Christensen bidrog i 1960 med digtet Sort Vind i “Unge Digter”, hvilket afstedkom benovelse i redaktionen.  
 
Det var på Grand Bar i Orla Lehmannsgade, at den kulturelle elite i Vejle mødtes, baren lå i kælderen under Grand Hotel. ”Borgerskabets børn og tilløbere frekventerede Grands initime udskænkning med Picasso-litografier på væggen” og “Borgerskabet stod for opfyldelse og opfyldning af ånd og vin etc.” De unge mødtes i baren og endte ofte til nattefest hos en gymnasiast i en villa på Mølholm.  
 
Ulrik Gräs skriver i Vejlebogen 2015 s. 56: 
“…det lykkedes os at hidkalde Inger Christensen fra Mols, hvor hun var lærerinde. Hendes digt ”Sort vind” i vores tidsskrift afstedkom benovelse. Vi mødtes i baren og endte hos gymnasiasten Sigurd Kaldan og hans noget ældre bror, Bjørn, i villaen i Mølholm. Sigurd skrev digte med sit kvarter som underlag og spillede klarinet.  
Ingers kendetegn var hendes lyttende væsen. Jeg syntes, jeg kendte hende på forhånd. Men det gjorde jeg jo ikke. Hun forlod Nyboesgades Skole og kom på gymnasiet (som en af de få fra mammutkolossen), da jeg begyndte i den samme skole – og jeg opdagede hende først sidst i 50’erne i Hvedekorn. Uden Hvedekorn havde min ven Jørn og jeg næppe taget kontakt, selv om jeg havde hørt om skrædderfamilien og Oles digtende storesøster. Ole Christensen og jeg spillede fodbold i VBs ungdomsafdeling, indtil jeg fik andre interesser i 1958.  
Mødet hos Sigurd Kaldan (Siggi) i 1960 trak ud til morgenstunden, og to årtier senere – i 80’erne – skulle jeg komme til at møde hende adskillige gange, bl.a. til oplæsninger på Rungstedlund. Hun ville gerne tale om Vejle, men ikke på samme maniske måde som Lillian Jacobsen, f. 1945, der kom fra samme kvarter, to blokke fra Ingers i Nyboesgade...”

Ulrik Gräs fremhæver i et tilbageblik på tiden Inger Christensens utrolige nærvær, da han siden mødte hende på Rungstedlund og i DR Radiohuset, hvor han i 80’erne løb på hende i kantinen. Ulrik Gräs har siden digtet hende ind sin roman Loop (2006) i skikkelsen “Karen”.