Lea og hendes ti søskende vokser op i Vejles midtby i tiden lige efter afslutningen på anden verdenskrig. Faderen bor stort set kun hjemme i de korte perioder, han bruger til at gøre moderen gravid igen. Ellers er den hidsige og voldelige havnearbejder bosiddende i en kolonihave to kilometer uden for byen. Den hjemmegående mor starter ynkelig og kuet, og bliver derudover senere yderst drikfældig. Bogen begynder i et cresendo, hvor politiet henter børnene og sender dem til et børnehjem nær Ejer Bavnehøj. De næste to tredjedele af bogen beskriver hjemmet i Vejle og optakten til fjernelsen: volden og skammen og den ekstreme fattigdom, der trods børnenes gensidige sammenhold nærmest gør det til en lykke at komme på børnehjem (som noget nyt ser vi her en kærlig skildring af et børnehjem). Den sidste tredjedel af erindringsromanen skildrer dels livet på børnehjemmet, dels Leas opvækst. Der sluttes af på en måde, der næsten lægger op til en fortsættelse. Af og til kan det mærkes at forfatteren er begynder, men mange lidt ældre lånere - også uden for Vejle - vil påskønne den grundige tidsbeskrivelse. Og så er det en ret så rørende pigeskildring