"Sir Paul McCartney er ude med sin tredje soloplade ... McCartney III! Det er lyden af en 78-årig støder, som efter aflyst turné, og hvad ved jeg, går i lockdown med adgang til godt studie ... At han er en af rockens store bassister, skal man nærmest være idiot for ikke at kunne høre, men han er endvidere en habil guitarist, en rimelig pianist og en entusiastisk trommeslager ... Og så er han en gudbenådet sanger ... Nå ja, og så er han lige i besiddelse af en tilsyneladende uudtømmelig melodisk åre, en næsten overmenneskelig arbejdsevne og en stadig appetit på at eksperimentere, hvad der i denne ombæring udmønter sig i 11 stilistisk forskelligartede sange på et herligt album, der fornemt fuldender den såkaldte McCartney Trilogi ... Et værk, der ikke kan andet end begejstre"

"Paul McCartney afslutter en trilogi, der begyndte i 1970. Men det viser en mand, der ser mere frem end tilbage ... Det nye album skal betragtes som en efterfølger til 'McCartney' fra 1970 og 'McCartney II' fra 1980. 'McCartney III' er indspillet i isolation i McCartneys hjem i Sussex, under hvad han selv kalder 'rockdown' ... 'McCartney III' befinder sig lysår væk fra de første to, men Paul McCartney har den stadig, melodien og sulten. Det er den tryggeste McCartney-lyd, der kan være alt fra fingerspillet på 'The Kiss of Venus' til den hårdere 'Helter Skelter'-rock på 'Slidin'"

"Albummet 'III' (de forrige med bare hans navn og et nummer kom i 1970 og 1980!) er optaget i isolation i en mølle i Sussex. Men bare fordi man har været med i et af verdens første boybands, og verden er pandemiramt, kan man sagtens kigge ud af boksen og se verden på ny ... Nationalskjalden Maccas sange kan og vil stadig meget - hverken følelserne for musikken eller publikum synes mindsket"

"McCartney III er - som titlen indikerer - det tredje i en serie (...) På alle tre spiller hovedpersonen alle instrumenter. Altså et hjemmeværk perfekt timet til vores selvisolation ... Det går i mange retninger i denne tredje omgang. Både kvalitativt højt op og et stykke ned ... men han har (...) en dirrende forsølvet pen til at udfærdige friske melodier og hjerteskælvende harmonier med. Og han har stadig agten og magten til at skyde popformatet ud af boksen ... McCartney III er et hjemmetømret rockalbum fuld af afslørende årringe, men også knasthuller, der tillader lytteren at skue tilbage gennem tiden på den, McCartney var"

"Gyldne glimt af Beatles-magi (...) McCartney sprudler af excentrisk charme og idérigdom på hjemmelavet udspil, der overvejende er sejt og medrivende ... Musikken har demopræg, men udtrykket er ikke så uldent eller radikalt, at det burde fremmedgøre tilhængere. McCartney håndterer stort set alt selv, og numrene er så tilpas gennemarbejdede, at man ikke behøver flå sig i håret over ufærdige skitser og primitiv produktion ... Sangene er af vekslende kvalitet. Men det meste er dog kvalitet"