Dette er fortsættelsen af Proletargaderne fra 1978. Anker Emanuels to største ønsker - at komme i den "boglige" og på lilleput-holdet i Vejle Boldklub - er gået i opfyldelse; han får tilmed enny cykel. Den helt særegne sprogstil fra 1. del (se lekt. 78/21), videreføres her, med hensyntagen til, at E. A. efterhånden blir 17 år - det er meget dygtigt gjort og bekræfter den bevidstehensigt bag. Hvor 1. bog centreredes om familien, den nære som den fjernere, er det her helt naturligt E.A.s kammerater, der er hovedpersonerne. Det smukke billede af forældrene fastholdes -faderen som var havnearbejder, blir fabriksarbejder, og mister næsten alle fingre på den ene hånd ved en arbejdsulykke. Præget af udviklingsroman er forstærket. Med lidt ængstelse venter man nu på,hvordan det skal gå den kvikke, men lidt ensomt forpjuskede dreng, med de beskedne forventninger: at komme ind til DSB efter realen. En 3. del kan ventes. Bøger om det danske provins-proletariat ersjældne, når de så tilmedsom her er varme, loyale og så præcise i tidsbilledet (60'erne), at man mindes stemningen fra dengang klart, - er det en selvfølge, at bibliotekerne må sikre sig dem