"Musikalsk er Lana Del Rey uovertruffen lige nu. Hun er dunkel og legesyg, og det nye album er bjergtagende ... De store orkestrale sus fra 'Fucking Norman Rockwell' er skiftet ud med et folknærvær, som nogle måske vil genkende fra Taylor Swifts seneste album. Blot med en anderledes dyb chanteusestemme som klar forskel ... Et nøgen klaver og en akustisk guitar står centralt i sangene, der ikke vokser ud over sine egne grænser på samme måde som sidst ... musikalsk er hun lige nu uovertruffen. I sin tvetydighed og med de sirlige melodier, der er sunget med lige så megen tristesse som forførelseskunst ... Og hver gang man aner tilløb til ensformighed i hendes ekkosvøbte stemmeføring, river hun lige stemmen løs eller tegner en ny frasering frem"

"På sit femte studiealbum - svært vellykkede 'Chemtrails over the Country Club' (...) overgår Lana Del Rey sig selv. Hun er melodiøs og melankolsk som aldrig før ... Hendes sørgeligste sange er også hendes bedste, og med det nye materiale formår hun i endnu højere grad end tidligere at forene melankolien og den fængende popmusik ... Sangeren favner en række forskellige genrer på det aktuelle album, og hverken på 'White Dress' eller øvrige af værkets 10 sange forfalder hun til forudsigelighed"

"Lana er stadig på toppen ... Som sædvanligt er der masser af dybde hos Lana, til trods for, at hun tydeligvis bevæger sig i højere luftlag end så mange andre. Albummet har måske ikke samme episke anslag som Norman Fucking Rockwell, men hvem er også interesseret i gentagelser? Lana del Rey har for længst bevist, at hun er i stand til at udvide sit fascinerende univers, og albummet her hører til blandt hendes fineste bedrifter. Afsindigt iørefaldende og døsigt afhængighedsskabende"

"Nuet har svære kår hos den amerikanske, 35-årige sanger og sangskriver Lana Del Rey. Nostalgien, uskyldstabet, genfærdene gennemvæder i hvert fald hendes verden. Alt er derfor ved det gamle - som i 50'erne-og 60'erne-gamle - på hendes nye, syvende, pletvist fremragende album Chemtrails over the Country Club ... Men nye emner og modsigelsesparate musikalske partnere ville ikke have skadet ... Når dét er skrevet, så er der også virkelig fremragende sange på Chemtrails over the Country Club"

"På efterfølgeren til det eminente 'Norman Fucking Rockwell!' synes Lana Del Rey mere interesseret i at dagdrømme end i at dissekere den amerikanske folkesjæl. Men det er ikke en dårlig ting. Med tvetydigheden intakt, nye musikalske inspirationer og tindrende smukke melodier har hun skabt sit hidtil mest afbalancerede og inderlige udspil ... De lidt ensidige tekster har ikke samme brod som på 'Norman Fucking Rockwell!', men 'Chemtrails Over the Country Club' er endnu et storværk fra en kunstner, som er på evig vandring, selv når hun hviler i sig selv ... Når 'Chemtrails Over the Country Club' (...) er så vellykket et album, skyldes det, at musikken lyder ubesværet og intuitiv, og at melodierne stråler lige så stærkt som på forgængeren"

"I skarpt solskin kører Lana Del Rey i en rød vintagesportsvogn i videoen til titelsangen på 'Chemtrails Over the Country Club'. Det er summertime, og livet føles let. Men så kommer varulvene. Og tristessen. For Del Rey er kvinden i mørket, i sin biograf, der viser retro-romancer ... Producer Jack Antonoff (Taylor Swift, Lorde) pakker følelserne ind i dobbeltvævet frotté af folk og sadcore-wellness. Den virker især i numre som 'Let Me Love You Like a Woman' og et cover af Joni Mitchells 'For Free', som virker sært opløftende"