En poetisk fortælling om fem iranske kvinder der lever i det mandsdominerede Teheran i 1950'erne. I deres søgen efter kærlighed og frihed finder de sammen i en magisk have i Karaj
Gennem kvindeskæbnerne får læseren et indblik i iransk kultur i 1950'erne, men også i kvindeliv generelt. Fortællingen bygger bl.a. på iranske fabler og folketro og har mange lag, selv om den også er umiddelbart tilgængelig. Den er skrevet i et flot poetisk sprog i en blanding af humor, realisme og absurditet, og den er velegnet til læsekredse. Et godt efterord af oversætteren udvider læseoplevelsen
