Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

Denne genfortælling af Conan Doyles Baskervilles Hund er nu kommet i serien Klassiske historier. Det er en Dorling Kindersley-produktion, og bogen er opbygget på samme måde som de andre i serien. Den kan læses fra 7. klasse. Først er der en kort indledning, der omtaler, hvordan Doyle har formået at tryllebinde sine læsere med sine Holmes-eventyr. Derefter er der et dobbeltopslag, som i tekst og billeder ultrakort gennemgår, hvordan en detektiv har arbejdet fra middelalderen og til i dag. Så følger i otte kapitler selve den uhyggelige historie om den forfærdelige hund på den sagnomspundne hede i Dartmoor. Til slut er ordet er lagt i munden på Sherlock Holmes, der i kapitlet "Et tilbageblik" forklarer Watson hele sammenhængen. Bogen sluttes med et dobbeltopslag om de to berømte herrer fortalt i tekst og billeder. Selve historien er en del forkortet, men der er lagt vægt på, at det skal være nemt at danne sig et indtryk af Holmes og Watson og deres arbejdsmetoder, miljøet og den tid, historien foregår i. Alt dette er lykkedes. Historien er illustreret dels med tegninger i mørke farver, der understreger uhyggen, og dels med vignetter af mere forklarende art