Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Antallet af vinterbadere er i kraftig stigning i disse år, og får man fingre i denne bog af Klaus Slavensky vil jeg ikke udelukke at der bliver endnu flere, for bogen er gennemsyret af glæde og begejstring over denne aktivitet: "Blodet pulser i kroppen og alle farver ... blandes i et virvar af energi, som ingen kræfter kan stoppe". Forfatteren, der selv er vinterbader, kommer vidt omkring. Han fortæller om vinterbadningens historie og om forskningen, som bl.a. viser at man kan blive høj af et vinterbad, fordi kroppen udskiller endorfiner. Her er en fortegnelse over de mere end 40 vinterbadeklubber i Danmark, fx Den blå tap, Vikingeklubben Isbjørnen og Viski, og det siger noget om vinterbadningens popularitet, at flere af klubberne har ventelister. For nogle er det ikke nok at bade, der er selvfølgelig også mesterskaber, og her er rekorden for den længste svømmetur i iskoldt vand ca. 1,5 km, som det tog Pugh 30 minutter at gennemføre. Bogen afsluttes med en survival kit for vinterbadere med informationer om havtemperaturer og gode råd. Hvis man nu har fået lyst til at blive vinterbader, kan man gøre som den amerikanske skuespiller Henny Youngman: "Jeg stod under den kolde bruser i 10 minutter. I morgen tænder jeg for vandet", eller følge Klaus Slavenskys råd i denne fornøjelige bog, som er den første på dansk om emnet