Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen, som er fyldt med ideer til juledekorationer og hvordan man skaber julehygge i hjemmet, vil tiltale de mange, som holder af selv at lave juledekorationerne, og som mangler inspiration

Beskrivelse

Annie Dorthe Sandholm er blomsterdekoratør med egen kursusvirksomhed. Hun har udgivet Mit efterår med blomster i 2010. I begge sine bøger er hun fortaler for det enkle. Hun anvender for det meste materialer fra naturen, og hendes dekorationer er hurtige og nemme at lave. I bogen præsenterer forfatteren en lang række forslag til juledekorationer, suppleret med familiens traditionelle opskrifter på småkager, bl.a. vaniljekranse, pebernødder og ingefærkager. Annie Dorthe Sandholm finder de fleste materialer i naturen: nødder, kogler, løg, fyrretræsgrene, husløg, paradisæbler m.m. og som underlag bruger hun fx zinkfade, cylinderglas og lerpotter. Ved siden af et billede af den færdige dekoration, er der fortegnelse over anvendte materialer og en kort vejledning til at lave dekorationen. Også for nybegyndere er bogen lige til at gå til

Sammenligning

Vi har mange bøger om at lave juledekorationer, selv om mængden af udgivelser ikke har været så stor de senere år. Fra sidste år har vi Glade jul - dejlige jul af Else Marie Andersen og af samme forfatter Fru Andersens jul, 2009

Samlet konklusion

En fin bog med gode ideer til enkle juledekorationer, som kan laves af alle - også nybegynderen. Et godt supplement til juleafdelingen