Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Meget velegnet som blikfang i udstillinger, når der fx er sæson for at finde bøgerne om kryddersnaps og bjesk frem

Beskrivelse

En meget smuk og dejlig bog med Ib Spang Olsens sprudlende tegninger, der som altid er fulde af livsglæde, og som vi kender fra Halfdans ABC, hvis format denne snapsebog kan minde om. Den allerførste udgave af denne bog blev udsendt i 1969 som et behageligt tillæg til De Danske Spritfabrikkers regnskab og beretning. Halfdan Rasmussen ruller sit herlige vid helt ud med sjove og fantasifulde rim i sin hyldest til den danske akvavit, og det eneste ærgerlige ved denne bog er, at der desværre kun er otte digte med, men heldigvis kan de ikke bides over!

Sammenligning

Bogen er et identisk genoptryk af andenudgaven fra 1995, der var i almindelig handel og blev udgivet i anledning af Halfdan Rasmussens 80-årsdag. Er det eksemplar fortsat pænt, er der altså ingen grund til at udskifte det med denne bog

Samlet konklusion

En lille hyggelig bagatel med rim og digte til snapsens pris - en bog, der især vil fungere som blikfang i udstillinger