Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Frygtelig spændende psykologisk thriller, som kræver, at man har tid til at tilsidesætte næsten alt andet et par dage. Oplagt ferie- eller weekendlæsning

Beskrivelse

Nick og Amy er det perfekte par: smukke, succesrige og lykkelige. Finanskrisen tvinger dem dog til at forlade New York og slå sig ned i en mindre by. Her falder Amy aldrig rigtig til, og på deres femårs-bryllupsdag forsvinder hun sporløst. Poltiet mistænker Nick, som benægter hårdnakket, mens fundet af Amys dagbog belaster ham yderligere. Både Nick og Amy viser sig at være mildest talt upålidelige fortællere, og handlingen i denne velskrevne og fascinerende thriller skifter flere gange retning, så det er komplet umuligt for læseren at forudsige, hvilket ondt og psykopatisk scenarie en af ægtefællerne har udtænkt. Det er en thriller, der går under huden på sin læser med sin demonstration af hvilket mørke, der kan skjule sig under en tilsyneladende lykkelig og normal overflade. Djævelsk tænkt og dygtigt udført

Sammenligning

Gillian Flynn (f. 1971) kendes for Skarpe genstande, 2006, og Mørke steder, 2009. Hun ligger i den bedste ende, hvad psykologiske thrillere angår, og kan sammenlignes med forfattere som Kate Atkinson, Tana French og en tidlig Patricia Highsmith

Samlet konklusion

Hvordan kunne det gå så galt, tænker man under læsningen af denne formidable psykologiske thriller. Læs den og anbefal den til de af bibliotekets læsere, der endnu ikke kender Gillian Flynns velfungerende og fascinerende skrivestil, som er et miks af thriller, krimi og spænding