Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Björnsdóttir

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen Kongeriget - fra Margrete til Margrethe er en historiebog for hele familien, som der står på forsiden. Den egner sig bedst til højtlæsning, da informationerne står så tæt, at den næsten har leksikonpræg. Fra ca. 10 år

Beskrivelse

På 115 sider udfoldes kronologisk kongeriget Danmarks historie set ud fra de monarker, der har regeret Danmark og de vigtigste begivenheder i deres regeringstid. Det er en blanding af næsten leksikonagtige opslag med fx kongerækken og rigets grænser og lidt længere omtaler af monarkernes liv. Der er beskrivelser af slotte, herregårde, fester, ejendele, krige etc. Bagerst i bogen finder man en række spørgsmål man kan teste sin viden på delt i 5 kategorier: Kan du svaret? Kender du navnet? Kender du årstallet? Kender du stedet? Spørgsmål til eksperten. De første 4 kategorier har sideangivelser til, hvor i bogen man kan finde svaret, men den sidste kategoris spørgsmål kan man ikke nødvendigvis finde svar på i bogen (står der). En sjov måde at øge terpelysten og skærpe konkurrenceelementet på. Bogen indeholder mange tegninger og tidslinjer. Jeg savner et register, men ellers er det en meget detaljeret og sjov, hurtig gennemgang af kongerigets historie

Sammenligning

Til samme målgruppe findes også Niels Hartmanns Historien om Danmarks konger og dronninger fortalt for børn

Samlet konklusion

Nærværende bog kan finde anvendelse på de fleste biblioteker