Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

For historisk interesserede og turister på Bornholm

Beskrivelse

Forfatteren har sin egen virksomhed som naturvejleder på Bornholm med over 100 guidede vandringer om året, og han har før skrevet bøger om øens natur. I denne bog tager han fat på øens historie med fokus på borgruinen Hammershus, der ligger på øens nordspids og er en af de mest besøgte seværdigheder. Der fortælles om stedets bygningshistorie og begivenheder og om den omliggende natur. Vægten ligger for en stor del på "gode historier", eller skrøner og hurtige historiske konklusioner, og nogle emner bringes op uden afsluttende forklaring. Illustreret med gamle landkort og nye farvefotos, hvoraf en del fremtræder uskarpe og underbelyste. Teksterne minder lidt om manuskripter til foredrag, hvor tilhørerne senere kan spørge ind til det, som de ikke forstod

Sammenligning

Der findes en række af bøger og hefter om Hammershus. Den nyeste er Naturstyrelsens Hammerhus : guide, 2007, der er nemt overskuelig og godt illustreret. Bornholms historie, inklusiv Hammershus, findes beskrevet i den gamle klassiker af J.A. Jørgensen: Bornholms historie, fra 1900 genudgivet 1980. Opdaterede oplysninger kan findes i en række andre bøger om øen, bl.a. i Henning Dehn-Nielsens Bornholm på kryds og tværs, 2000

Samlet konklusion

Beskrivelse af Hammershus gennem tiden i en forvirrende fremstilling med en illustrering, der er under middel