Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

En intens opdigtet erindringsbog om den tyske forfatter Unica Zürn, for alle med interesse for eksperimenterende litteratur og kunstnerbiografier

Beskrivelse

Den tyske forfatter Unica Zürn og billedkunstner Hans Bellmer flytter fra en lille lejlighed i Paris til et stort hus i en fransk landsby for at arbejde. En dag får de et brev fra et ægtepar, der vil købe et ældre værk af Hans, en dukke af gips med forvredne lemmer, der for længst er gået tabt. Sammen genskaber Unica og Hans dukken i ler, ståltråd og gips. Arbejdet med dukken genopliver minder fra tiden under krigen i Berlin, som får virkeligheden til at krakelere for Unica. Et måltid bliver rammen for det endelige sammenbrud. Historien bliver fortalt i korte opbrudte tekster af Unica og stilen er registrerende med fokus på detaljer. Bogen blander fakta og fiktion og er Kirstine Reffstrups debut

Vurdering

Stilistisk er bogen lidt af en bedrift med øjeblikke af stor visuel kraft og poetisk styrke. Fortællestilen afspejler eminent Unicas begyndende sammenbrud, hvor virkelighedslagene begynder at skride. Flot debut

Andre bøger om samme emne

Første bog om Unica Zürn på dansk. Men man kan læse mere om Unica Zürn i hendes roman Mørkt forår, der har selvbiografiske træk. Der findes også en svensk udgivelse af Helena Eriksson om Unica Zürn med titlen "Någon syr, är det du?"