Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Cary Grant! Loretta Young! David Niven! Klassisk sort/hvid holywoodiana anno 1947 for alle med interesse for filmhistorie og charmerende filmhistorier med guddommelige skuespillere fra de udødeliges parnas

Beskrivelse

Julestemningen er sat på vågeblus hos biskoppen, hans kønne hustru og dejlige barn. Biskoppen er bekymret, fraværende og har for travlt. Han vil nemlig rejse penge til en ny katedral, men hoveddonoren stiller krav, som han nødigt vil honorere. Kun et mirakel kan redde projekt og måske også ægteskab. Og det sker i form af en såre menneskelig engel med kærligt øje til de fattige, ensomme og hjemløse!

Vurdering

Tempoet er naturligvis bedaget, og den noget sentimentale handling er heller ikke noget at skrive hjem om. Selv om der er et strejf af interessant farlighed i en mulig romance mellem englen og biskoppens frue. Filmens styrke er de små detaljer og sigende blikke, de velplacerede pauser og sikre skuespillerpræstationer, hvor Cary Grant er i sit es som engel med blik også for skønhed. Anbefales som velfungerende, tidstypisk lystspil, men ikke alle har interesse i endsige falder for fint falmede fortidsstrimler

Andre film om samme emne

Filmen er genindspillet som Som sendt fra himlen. Der er også en engel på spil i juleklassikeren It's a wonderful life. Og hvis man vil gense Cary Grant for fuld udblæsning, kan Howard Hawks-komedierne Han, hun og leoparden og His girl friday bestemt anbefales