Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Møller

Kort om bogen

En oplysnings- og illustrationsrig bog om Marselisborg Slot fra 1902 til i dag. For voksne læsere

Beskrivelse

En landsindsamling skaffede penge til at bygge et slot til kronprins Christian, senere Christian 10. Aarhus Kommune skænkede jorden, og bygningen blev opført efter den kendte arkitekt Hack Kampmanns tegninger. Ud fra mange kilder, især datidens aviser, beskrives slottets tilblivelse, kongehusets brug af huset, slotshaven, begivenheder, samt nogle af de omkringliggende arealer, bl.a. Mindeparken, Forstbotanisk Have, og Ole Rømer Observatoriet. Illustreret i sort-hvid og farver med mange gamle og nye fotos og bygningstegninger. I sidste kapitel beskrives en række personer i kongefamilien m.fl. Der er register og litteraturliste

Vurdering

Mange oplysninger præsenteres om slottets historie, dog ofte uden præcise kildeoplysninger. Mange af illustrationerne er i et meget lille format

Andre bøger om samme emne

Der er to andre monografier om Marselisborg: Marselisborg og Marselisborg Slot. De indeholder alle de grundlæggende oplysninger om slottets historie. Men denne nye titel supplerer de øvrige med mange ekstra oplysninger. Blandt andet bringer den fotos og beskrivelser af den offentligt tilgængelige slotsparks ca. 30 skulpturer. I de andre bøger er der givet mere plads til, at bygningstegninger og gamle fotografier kan folde sig mere tydeligt og smukt ud. Det mindre behov kan dækkes mange steder, bl.a. i Kongehusets boliger