Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Marlene Jørgensen

Kort om bogen

Et ungt par findes døde. Det ligner først selvmord, men det bliver hurtigt klart, at der er tale om et dobbeltmord. For dem, der elsker krimier

Beskrivelse

Vi er på Grønland. Et ungt par, der er taget på jagttur findes døde, og først tror man, det er selvmord. Da statsobducenten får set nærmere på de unge mennesker, er der dog ingen tvivl - det er et dobbeltmord. Men hvem vil slå to unge mennesker ihjel? Sofie og E-gruppen bliver tilkaldt, men sporene er kolde. De lokale taler om Fjeldgængeren, der huserer når dårligt vejr er undervejs. Det hele bliver værre, da der sker flere mord og de døde har flere ting til fælles: de har alle haft indbrud, der er fundet tupilakker hos dem, og så har morderen fjernet noget fra liget. Sofie og efterforskningsgruppen har svært ved at komme videre, og internt i gruppen er der problemer. Hvem er morderen, der nu også har en grønlandsk betjent i søgelyset? Dette er andet bind i "Blodengel", og er oprindeligt udgivet som en Mofibo Original, altså en lydbog

Vurdering

Endnu en spændende krimi fra Lotte Petri. Sproget er letlæseligt, og man har svært ved at lægge bogen fra sig. Plottet er sammenhængende og velskrevet, og forfatteren formår at beskrive den grønlandske natur rigtig godt

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med Anna Grue, der blandt andet har udgivet Dybt at falde