Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Nissen

Alinea har udgivet en rigtig vellykket omskrivning af H.C. Andersens eventyr. Serien består af 10 bøger, halvdelen på 16 sider og den anden halvdel på 24 sider. Teksten er nænsomt redigeret og tilrettet, så den er er nem at læse. Samtidig er poesien i H.C. Andersens sprog beholdt. Bøgerne Den lille pige med svovlstikkerne og Klods-Hans er væsentligt nemmere at læse end andre bearbejdede udgaver der er udkommet, fx fra Gullhøj i 1995. Der er 3-7 liniers tekst på hver side. Over halvdelen af siden består af Susanna Hartmanns illustrationer. Hvor teksten er tilrettet nutidig sprogbrug, er de farverige illustrationer absolut med til at fastholde H.C. Andersens ånd ind i historien. Illustrationerne er i klassisk eventyrstil og understøtter læsningen og meddigtningen fint. Bøgerne er anvendelige både i emnekasser og til individuel læsning og vil helt sikket blive populære blandt begynderlæsere