Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Anvendelse/målgruppe/niveau

Målgruppen er de biblioteksbrugere, der vil følge med i hvad der "rør' sig" i ny dansk skønlitteratur

Beskrivelse

Hagen debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning, som gav hende et 3-årigt arbejdslegat. Denne bog har skikkelse af "brevroman", jeget skriver sammen med en mand, (M), der sidder i fængsel for mord. Hun ønsker at vise ham for os som en helt almindelig fyr. Det lykkes da også, vi får korte citater af hans breve, som fortælleren kommenterer på, men iøvrigt selv bevæger sig langt ud i morbide og voldsomme fantasier. Lad det være sagt straks, at sproget er flydende, fermt og fængende, som læser bliver man ikke ladt i stikken nogetsteds, man holdes fast og rives med i malstrømmen. Jeget dykker ned i sin egen fascination af ondskab og vold, hun genfortæller absurde drømme, der er fyldt af død, vold og voldsom sex. Billedsproget er en særegen og grænseoverskridende blanding, mange døde dyr og uventede associationer, men så med ét præsenteres en altmodisch kliche, da jeget erkender sin afhængighed af M's breve, og sukker af forventning som "en grim, umulig, uansat bibliotekar"

Sammenligning

Skulle andre unge forfattere vælges til sammenligning, så står Mette Moestrup forrest for mig, Klougart skriver et alt for lyrisk "feelgoodsprog"

Samlet konklusion

I et dynamisk, kraftfuldt sprog møder læseren en fortæller, fyldt til randen af egoets begær og behov. En forfatter, det bliver interessant at følge