Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig til de 10-13-årige drenge, som ikke skal have alt for svære bøger, men godt kan lide en action-præget, fremadskridende handling. Bør anbefales til dem, der har læst seriens første bind

Beskrivelse

Dette er 2. bind i en ny, dansk sci fi-serie. Vi følger fortsat drengen Mark, som med sin far og den mystiske politiagent Walter, rejser til Mars. Både for at starte et nyt liv, men også i håbet om, at møde vennen Joe, som muligvis ikke er død alligevel. Det bliver dog hurtigt en hård tur, for knap er de nået op til Mars, før rumfærgen forulykker, og de overfaldes af pirater. Det er en enkelt og medrivende historie som nok skal begejstre målgruppen. Endnu en gang er bogen illustreret af den meget talentfulde Simon Fellah, og især hans værker over en hel side er aldeles imponerende. Sproget er let at læse uden at være letlæst. Forsiden er flot og skal nok kunne sælge bogen til målgruppen

Sammenligning

Science fiction er ved at blive populært igen, og denne serie kan sammenlignes med Benni Bødkers Projekt Kerberos-serie og Matthew Reillys Svæveracer

Samlet konklusion

En ny science fiction-serie som er let at læse og uhyre flot illustreret. Jeg er overbevist om, at målgruppen vil være begejstret