Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bestseller om mødet mellem afrikansk, amerikansk og europæisk kultur, der skaber brudflader i den moderne migrant-familie. Romanen kan formidles bredt på linje med anden ny litteratur om kulturmøder og familieforhold

Beskrivelse

Taiye Selasi (f.1979) er af ghanesisk-nigeriansk familie, født i London og vokset op i Boston. Dette er hendes debutroman, som tematiserer den globale borger, de afrikanske rødder og den dysfunktionelle migrationsfamilie. Romanen fortæller om en familie af kirurger og kunstnere: Den nigerianske far bliver uddannet i USA og er en fremragende kirurg. Efter en katastrofe forlader han kone og fire børn uden forklaring. Børnene får uddannelser og karrierer inden for kunst eller medicin, men familien er mærket af faderens svigt og lever med fortielser og kærlighedstab, indtil hans død bliver en forløsning af deres indbyrdes forhold. Samtidig kæmper hovedpersonen (den ældste datter) med at opbygge en identitet med stolthed over sine afrikanske rødder. Fortællestrukturen er kompleks og sproget er i korte, pointerede sætninger med brudt grammatisk struktur; det kan afskrække nogle læsere. Medrivende handling og god persontegning

Sammenligning

Man kan sammenligne bredt med anden litteratur om kulturmøder og familieliv, oplagt er fx Adichie En halv gul sol, 2007

Samlet konklusion

Debutroman, som tematiserer den moderne migrationsfamilie i mødet mellem afrikansk, amerikansk og europæisk kultur. Bestseller, vil blive efterspurgt, nok uden lange reservationskøer pga. spring og brud i handling og sprog