Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

Barsk, farverig og autentisk skildring af pigen Darlings liv i Zimbabwe og senere som immigrant i det forjættede Amerika. Selvskreven for alle der kan lide en usentimental skildring af afrikansk virkelighed og livet som immigrant

Beskrivelse

Pigen Darling og hendes venner Godknows, Bastard og Chipo driver omkring i slumkvarteret Paradise i Zimbabwe, et land i borgerkrig. De er fordrevet fra deres hjemegn og normale liv. De går ikke længere i skole, bor i små skure, og de fleste fædre er rejst til Sydafrika eller døde af AIDS. Men man leger mange gode lege og stjæler guavafrugter for at dæmpe sulten. Darling er den heldige udvalgte, der kan rejse til det forjættede land Amerika for at bo hos sin tante i Detroit. Der er rigeligt med mad men også sne, kulde og ensomhed. Forfatteren er opvokset i Zimbabwe og underviser i dag på Stanford University. Romanen er hendes debut som forfatter, og hun har modtaget flere priser bl.a. Hemingway prisen og PEN-prisen

Vurdering

En fint balanceret skildring af et moderne slumkvarter, et barsk miljø beskrevet uden sentimentalitet men ikke uden varme og glimt af humor

Andre bøger om samme emne

Nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie har bl.a. skrevet En halv gul sol, også hun er repræsentant for en yngre afrikansk forfattergeneration. Især blev jeg mindet om Hvad reddes kan af Jesmyn Ward, der beskriver en gruppe børn, der lever deres eget liv i Mississippi i dyb fattigdom