Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

Minearbejderen Darrow slutter sig til en oprørsgruppe, da han opdager, hans liv er baseret på en løgn. Han vil have hævn over eliten og infiltrerer deres akademi for at splintre organisationen indefra. Et must for alle fantasy og science fiction fans

Beskrivelse

Darrow arbejder som minearbejder i Mars' undergrund for at gøre planeten beboelig for jordens befolkning, men gør oprør mod det samfund, der har holdt hans folk som slaver, da han opdager, det hele er løgn. Mars er allerede beboelig og man har undertrykket de Røde, hans kaste, i århundreder. Han slutter sig til en gruppe oprørere for at infiltrere og knuse De Gyldne, eliten. Det er en langt mere kompliceret proces end først forventet, og Darrow kommer undervejs i tvivl om, hvor han selv står. Pierce Brown vandt med "Rød opstand" i 2014 Goodreads Choice Awards i kategorien "Debut Goodreads Author"

Vurdering

En hæsblæsende actionbog. Da Darrow har infiltreret skolen for den unge elite, og historien for alvor tager fart, glemmer såvel han som læseren ofte hele opstands-elementet, fordi man har så travlt med at fokusere på den umiddelbare overlevelse og den historie og det persongalleri, der udfolder sig. Det er velskrevet, fængende og krydret med rigtig god humor, og Darrow er meget nem at elske og holde med

Andre bøger om samme emne

Tilsvarende hæsblæsende action og science fiction findes i Brandon Sandersons Stålhjerte