Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Kort om bogen

Er du interesseret i rummet? Her kan du både læse, se og høre om de sidste 75 års rumrejser - fx kan du se danskeren Andreas Mogensen blive sendt ud i rummet. Især for 8-10-årige

Beskrivelse

I ni afsnit beskrives rumfartens historie fra de første forsøg på at opsende raketter til fremtidens rum-projekter. Vi hører om rumkapløbet, om de første levende væsner i rummet, om månelandingen og om den første dansker i rummet. Også teknikken omkring opsendelse af raketter beskrives. Ved hjælp af små QR-koder kan man se filmklip af flere detaljer fra teksten. Én kode giver også adgang til oplæsning af hele bogen. Bogen hører til de næst-letteste i fakta-serien af QR-bøger

Vurdering

En fin QR-fagbog. De mange korte filmklip understøtter på god vis teksten og sætter liv i både forståelse og oplevelse. Den lille fagbog kommer godt omkring emnet, og selvom emnet ikke er let, gives der gode, grundige og oplysende forklaringer. En grundig ordliste gør desuden forståelsen lettere. Én af de absolut bedre QR-bøger og én hvor multimedie-funktionen giver mening

Andre bøger om samme emne

Der findes temmelig mange fagbøger om emnet rumfart for aldersgruppen mellem 8 og 10 år, næsten alle med samme titel: Rumfart fra serien "Første Fakta"; Rumfart fra serien "Let faglig" og Rumfart fra "De små Fagbøger". Den her anmeldte er den eneste med QR-koder og den eneste, som er aktuel nok til også at omtale den danske astronaut Andreas Mogensen