Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

I en sommerferie i Malmø, bliver Måns ven med Mikkel. De kører på skateboard, er blodsbrødre og har ingen hemmeligheder for hinanden. Men kan Måns fortælle Mikkel alt? En roman om skatere, venskab og transkønnethed for børn i alderen 11-16 år, men unge og voksne kan også læse med

Beskrivelse

Måns på 11 år bor egentlig i Stockholm, men han rejser med, da hans mor får job i sommeferien på et filmstudie i Malmø. De bor sammen i en lille lejlighed, og de timer moderen arbejder, bliver Måns passet af barnepigen Nora. Allerede den først dag i gården møder Måns den lidt ældre tatoverede dreng Mikkel. Både Måns og Mikkel er skatere og efter en dramatisk skateboard duel i parken, bliver de venner. Ikke bare rigtige venner, men ægte blodsbrødre. Sommerferien går med at skate, bade, spise is eller bare hænge ud, fx med Mikkels storebror Simpson, der "tatoverer" drengene. Som blodsbrødre har Måns og Mikkel ingen hemmeligheder for hinanden. Men kan Måns virkelig fortælle Mikkel alt? Også hvad der står i hans pas?

Vurdering

En utrolig fin roman, hvor emnet transkønnethed behandles med en lethed og en imponerende indsigt. Skrevet i et medrivende sprog som er let at forstå. Meget overbevisende og helt sikkert en øjenåbner for langt de fleste læsere. Min varmeste anbefaling

Andre bøger om samme emne

Bogens vinkel på emnet transkønnethed er meget original, en anden bog om kønsidentitet kunne være Eksperimentet. En anden bog med skater-temaet kunne være Skate - ramper