Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Kort om bogen

Under et halvmaraton falder Lasse pludselig om med et hjertestop. Hjemme står hans gravide kone og gør klar til deres 2-årige søns fødselsdagsfest uvidende om at hendes liv lige har taget en drastisk drejning. For læsere der ikke er bange for de svære sider af livet

Beskrivelse

På en dejlig søndag står Puk i køkkenet og forbereder sin søns fødselsdagsfest, da telefonen ringer, og hun får beskeden om, at hendes mand er indlagt. Et hjertestop har sendt ham i koma, og kort efter dør han. Nu står hun højgravid og med en søn på 2 år, som slet ikke forstår, hvorfor hans far ikke kommer hjem igen. Puk forsøger at finde en vej igennem sorgen, mens babyen vokser i maven, men da hun tre måneder efter sin mands død føder endnu en søn, er savnet stadig stort, og livet virker uoverskueligt. Heldigvis er der hjælp at hente omkring hende, og som tiden går, kommer hun igennem sorgen. Bogen er selvbiografisk, og er forfatterens skønlitterære debut

Vurdering

En gribende og hudløs roman om det at miste på et af de mest følsomme tidspunkter i livet; der hvor familien starter. Forfatteren formår at lede læseren igennem en sorg så dyb og ærlig og stadig efterlade sin læser med et håb. Hård men anbefalelsesværdig læsning

Andre bøger om samme emne

I Lotte Kirkeby Hansens roman De nærmeste og Katrine Nørregaards Løgnerens hus kommer vi ind under huden på familier efter et dødsfald