Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Gribende, følsom, spændende, fantastisk og meget mere er der at sige om denne særdeles anbefalelsesværdige roman. En katatonisk kvinde, Lucy, bliver i 1890 indlagt på et sindssygehospital et sted i Louisiana i USA, hvor plejersken, Cat, knytter sig til denne mystiske kvinde. Men hvad er der sket med den skamferede og plagede Lucy? For læsere af spændende romaner med et twist

Beskrivelse

Unge Cat føler sympati for Lucy og er meget nysgerrig efter at vide mere om hende, da Lucys personlighed er dybt foruroligende. Hun bliver, i pressede situationer, pludselig til en anden og ondsindet person. Cat opsøger hendes værge, advokaten mr. Moore, og får fortalt om voldsomme hændelser i Lucys barndom. Hendes adoptivforældre døde i en brand og hun er en skadet kvinde, både fysisk og psykisk. Cat sætter sig for at hjælpe hende, til stor vrede for Lucys læge på sindssygehospitalet. Han udfører eksperimenter med patienterne, og bliver besat af Lucy. Imens sker der forunderlige ting når Lucy drømmer og en karakter, Lucky Lucy, er forbundet med Lucy i et parallelt liv

Vurdering

Uovertruffen roman og et brag af en debut. En særdeles velskrevet og gribende roman som virkelig formår at fastholde læseren fra første til sidste side. En helt unik og særlig læseoplevelse og en roman som man reflekterer over længe efter sidste side er vendt

Andre bøger om samme emne

Ønsker man at læse en anden lignende roman, kan bogen Ødeland af Joan Kirk Jensen anbefales