Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Nyoversat udgave af den stadig friske og vedkommende klassiker, der delvist ligger til grund for musicalen "Cabaret". For alle, der vil læse om Berlin i tiden op til nazisternes magtovertagelse i 1933

Beskrivelse

Delvis selvbiografisk roman af den engelske forfatter Christopher Isherwood (1904-1987). Romanens Christopher opholder sig i Berlin i 1930-1933 og fortæller i dagbogsform og prosa om sit indtryk af byen og al dens liv. Han klarer sig igennem som sproglærer og bor på et simpelt pensionat. Samtidig omgås han alle slags mennesker, både høj og lav, og også de befolkningsgrupper, som snart skal blive forfulgt af nazisterne: Jøder, kommunister, homoseksuelle og letlevende damer. Christopher er aktiv i det dekadente og løsslupne natteliv, hvor han bliver ganske betaget af den flamboyante og flygtige danser Sally Bowles

Vurdering

En klassiker fra 1939, som stadig holder hele vejen, og hvor den nye oversættelse virker mere nutidig end den tidligere. Atmosfæren er livlig og farverig, men der er skræmmende klartseende varsler om de katastrofer, nazisterne vil kunne afstedkomme

Andre bøger om samme emne

Nogle biblioteker har udgaven med to romaner i et, Mr. Norris skifter tog ; Farvel til Berlin, fra 2002, og andre har tranebogsudgaven Farvel til Berlin fra 1985, begge oversat af H.C. Branner. Også Alfred Döblin og Hans Fallada har skrevet klassiske romaner fra Berlin i 1930'erne og 1940'erne, fx Alene i Berlin